Når Nykøbing FC på søndag tager imod Brabrand IF i Lollands Bank Park, bliver det uden adgang til hovedtribunen. Det skyldes, at et nyligt sikkerhedseftersyn fra Guldborgsund Kommune har påpeget forhold ved tagkonstruktionen på hovedtribunen mod vest, som kræver handling for at sikre, at tribunen lever op til de gældende sikkerhedskrav.
Nykøbing FC er i tæt dialog med Guldborgsund Kommune, og arbejdet med at finde en løsning, der igen kan gøre hovedtribunen tilgængelig for publikum, er allerede i fuld gang.
Som en del af den løbende drift af Lollands Bank Park gennemføres der hvert halve år sikkerhedseftersyn af stadionanlægget med hjælp fra eksterne fagfolk. Ved det seneste eftersyn blev der konstateret forhold ved hovedtribunens tagkonstruktion, som ikke imødekommer de gældende sikkerhedskrav.
På den baggrund har Guldborgsund Kommune og Nykøbing FC arbejdet sammen om at finde en løsning, der kan sikre en fortsat anvendelse af tribunen uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Søndagens kamp mod Brabrand vil dog fortsat blive spillet i Lollands Bank Park, og vi vil i de kommende dage præcisere praktiske fanforhold ift. kampen.
Tribunen forventes klar til Brøndby-kamp
Der arbejdes allerede nu i samarbejde med Guldborgsund Kommune målrettet på en løsning, der kan sikre, at tribunen bliver klar til den spændende pokalkamp mod Brøndby IF d. 1. december.
For Nykøbing FC er det en særdeles positiv melding, der giver mulighed for at handle hurtigt og sikre de bedst mulige rammer for klubbens mange tilskuere.
– Det er selvfølgelig ikke en ideel situation, og det er naturligvis ærgerligt, at vi må undvære hovedtribunen til søndagens kamp mod Brabrand. Omvendt understreger situationen også behovet for, at der bliver kigget på standen af Lollands Bank Park, så vi fortsat kan tilbyde gode og trygge rammer for vores tilskuere.
– Derfor er det også glædeligt, at vi allerede er i god dialog med Guldborgsund Kommune om at sikre de bedst mulige rammer for vores tilskuer. Det giver os mulighed for at agere hurtigt og arbejde målrettet med de nødvendige løsninger. Vi har lagt en klar plan for, hvordan vi når i mål, så vi kan byde vores fans velkommen på tribunen igen til pokalkvartfinalen mod Brøndby IF d. 1. december, siger bestyrelsesformand, Rasmus Nagel.
Spørgsmål vedr. ovenstående pressemeddelelse bedes rettes til kommerciel- og kommunikationschef, Frederik Scheuermann på fs@nykobingfc.com eller 28786883.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy Foto











