Sikke en eftermiddag i Lollands Bank Park!

Solen stod højt over stadion til kampstart, og godt 1500 tilskuere havde fundet vej til lægterne for at fejre oprykningen, der allerede kom i hus lørdag, da Næsby snublede hjemme mod Vanløse.

Det var da også et inspireret Nykøbing FC-mandskab der kom på banen. Efter fem minutter fik Oliver Svendsen sendt første advarselssalut afsted. Hans ellers kvalificerede frispark endte dog lige i lapperne på målmanden.

Tættere på var det fem minutter senere, da Emmanuel Ogude flot lagde bolden til rette for Ole Jakobsen, som tog et træk og sendte bolden mod mål. Igen var målmanden dog klar.

Det var han i den grad også efter 11 minutter, da Magnus Bøttker tog en flot tur op gennem midten af banen og sendte et godt forsøg mod mål. Målmanden fik dog akkurat fingerspidserne på bolden.

Nykøbing FC sad i det hele taget på kampen, og det meste af kampen foregik rundt om gæsternes felt.

Efter 37 minutter opstod en noget speciel situation, da Noah Sekula fik en FA-fod i hovedet i kjøbenhavnernes felt. Dommeren fløjtede, men for indirekte frispark.

Emmanuel Ogude fik lagt bolden til rette, men desværre strøg afslutningen forbi kassen.

Første halvleg endte derfor målløs – 0-0.

FA2000 kom bedre ud til anden halvleg, og i de første 10 minutter var de da også mere på bolden, end det havde været tilfældet i første halvleg. Farlige formåede de dog ikke at blive i denne fase af kampen.

Nykøbing FC var stadig mest på bolden, men det forblev ved lige ved og næsten for De Mørkeblå.

En af kampens største chancer kom dog efter 65 minutter, da Lucas Nyman fik serveret et godt indlæg. Nymans hovedstød midt for mål gik dog akkurat forbi mål.

Det lignede derfor mere og mere en festlig nulløsning, der til dels bar præg af, at gæsterne fra FA2000 havde det ganske fint med at få et enkelt point med hjem fra Lollands Bank Park.

Efter 78 minutter fik topscorer Emmanuel Ogude faktisk bolden i nettet, men linjedommeren flagede desværre for en offside i situationen.

Få minutter efter var det indskiftede Oskar Gärtig, som var tæt på et drømmecomeback, da han sendte et hovedstød snært forbi efter et godt slået hjørnespark.

Nykøbing FC skruede op for intensiteten i slutfasen, og det var af flere omgange tæt på at ende med en afgørende scoring. Tættest på var Ole Jakobsen dog måtte se en afslutning blokeret på stregen. Få minutter senere måtte Nykøbing FC igen se en afslutning afvist på stregen, og det blev desværre en dag, hvor bolden bare ikke ville ind over stregen.

Nykøbing FC måtte derfor nøjes med et enkelt point, men det gjorde ikke det store ved den efterfølgende fest, hvor spillerne fuldt fortjent blev hyldet af de mange tilskuere i Lollands Bank Park.

Nykøbing FC – FA2000

26.04.26 Kl. 14:00 i Lollands Bank Park

3. division, 25. spillerunde.

0-0 (0-0)

Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen (90. Laurits Jensen), Noah Sekula, Oskar Balsløv (80. Oskar Gärtig), Rory O’Driscoll (80. Villads Mølgaard), Lucas Nyman (70. William Lohse), Ole Jakobsen, Magnus Bøttker (70. Benjamin Kold), Emmanuel Ogude.

Foto: BetaMy