Nyt fra netværket

Barslund: Talentpartnere giver fantastiske vilkår for landsdelens talenter

af

Nykøbing FC’s kommercielle direktør, Søren Barslund, glæder sig over aftalen med Danske Bank, der er klubbens første talentpartner.

I 2022 skal 30% af Nykøbing FC’s startopstilling udgøres af egenudviklede spillere fra Lolland-Falster.

Et stort skridt mod den ambition blev taget tidligere onsdag, da Danske Bank blev klubbens første talentpartner og dermed har investeret i klubbens fremtid.

Søren Barslund, der er kommerciel direktør i Nykøbing FC, glæder sig over aftalen og håber at flere partnere vil være med til at forme klubbens fremtid.

– Det er enormt glædeligt, at vi har partnere, der ligesom os selv kan se det spændende i at investere talentudviklingen i Nykøbing FC til glæde for fodbolden på hele Lolland-Falster. Vi har et erklæret mål om, at vi i 2022 skal have en trup, der består af 50 % lokalt forankrede spillere og at 30 % af startopstillingen skal være egenudviklede spillere, og hvis vi skal nå det mål, så er det nødvendigt, at der investeres i talentafdelingen.

– Det har vi allerede gjort på især trænerfronten, hvor vi har et fantastisk setup for klubbens unge spillere, men med talentpartnere med ombord, kan vi rykke os yderligere, fortæller Søren Barslund.

Danske Bank er partnere på Nykøbing FC U17-hold, men det er klubbens håb, at flere vil være med til at sikre de bedst mulige vilkår for landsdelens mange unge og dygtige fodboldspillere.

– Vi er enormt glade for, at Danske Bank har valgt at blive vores første talentpartner, og vi håber, at andre partnere ligeledes vil investere i ungdomsarbejdet, så vi i fællesskab kan skabe nogle fantastisk rammer for landsdelens talenter, slutter Barslund.