Nykøbing FC’s talentfulde akademi-drenge havde en perfekt weekend, da det blev til fire sejre i lige så mange kampe.
Både U19, U17 og U15-drengene rejste lørdag til Nordsjælland, hvor der ventede spændende udekampe mod Hørsholm-Usserød.
U19-drengene under ledelse af Lars Pleidrup spillede en flot kamp, og det blev da også til en forholdsvis sikker 4-2-sejr. Magnus Neergaard åbnede ballet efter 20 minutter med en scoring til 1-0, inden at hjemmeholdet fik udlignet kort før pausen. Sekunder før dommerens pausefløjt fik Frede Sembach dog atter bragt NFC i front, da han udnyttede et oplæg fra Gustav Østergaard.
Hjemmeholdet gav ikke op, og efter en times spil fik de igen bragt balance i regnskabet. I slutfasen slog Pleidrups drenge dog til, da først William Bringe gjorde det til 3-2 inden, at Bertram Farnov Raalund lukkede og slukkede med en scoring på straffespark.
U17-drengene ville heller ikke holde sig tilbage, da de vandt med 3-1. Magnus Kristensen bragte NFC på sejrskurs allerede efter ni minutter, og den stilling holdt helt indtil uret lige knapt havde rundet en time.
Her lavede Magnus Bondehøj Olsen to hurtige mål, og så gjorde det mindre, at Hørsholm-Usserød til allersidst fik pyntet på resultatet til 3-1.
U15-talenterne har gang i en fantastisk sæson, og de blander sig helt i toppen af den nyetablerede division, der følger U17 og U19 parallelt.
De besøgte derfor også Hørsholm-Usserød, og her blev det til en flot 2-0-sejr.
Første halvleg var en resultatmæssig lige affære, der sluttede målløst, men efter godt en time fik Oliver Prins Nielsen gjort det til 1-0. 10 minutter før tid gjorde han det også til 2-0, da han udnyttede et oplæg fra Dawid Tocha. Sejren betyder, at NFC indtager 2. pladsen – fire point efter AB, men med en kamp i hånden.
Sidste akademi-hold i spil i weekenden var U14, der allerede før kampen havde vundet deres række, og efter kampen kunne lade sig hylde i Lollands Bank Park i forbindelse med 2. divisionsholdet topkamp mod VSK Aarhus.
Hjemme ved Mo.Ve tog de imod Frederikssund og her fik de rystet en skidt start af sig og vandt med 2-1. Frederiksund bragte sig i front efter et kvarter, men i anden halvleg vendte NFC’erne kampen på hovedet og vandt efter mål af Dijar Morina og Carl Emil Wiell.
Kom og støt talenterne onsdag eftermiddag
Allerede i morgen skal Akademiet igen i kamp, og det er hjemme ved Mo.Ve, hvor man kan komme og støtte de mørkeblå talenter.
Både U19, U17 og U15-drengene møder Hvidovre IF, og du kan se starttidspunkterne fra kampene herunder.
12:30: Nykøbing FC U19 – Hvidovre IF U19
12:45: Nykøbing FC U15 – Hvidovre IF U15
14:45: Nykøbing FC U17 – Hvidovre IF U17
#SuccesSkabesSammen











