I august vandt vores talentfulde U15-drenge Nexus Talent Cup, og det gav adgang til Nexus NextGen, hvor der i weekenden var masser af international modstand.

16 hold fra både ind- og udland var samlet til en weekend med masser af intensitet og værdifulde erfaringer.

Selvom NFC-drengene måtte tage til takke med en 11. plads, var det på ingen måde en weekend, hvor resultaterne fortalte hele historien.

Fredag ventede engelske Ipswich i den første kamp, og her leverede NFC en stærk indsats. Drengene var ifølge holdets vurdering det bedste hold, men to dødbolde blev afgørende for et 2-0-nederlag. Ved den første situation lykkedes det ikke at få sparket bolden væk, mens Ipswich ved den anden dødbold udnyttede, at NFC gik med ryggen til.

Der var dog masser af positivt at tage med fra kampen – ikke mindst fordi spillet og chancerne var til mere.

Klart bedste mod Sønderjyske

I den efterfølgende kamp blev det til en 1-0-sejr over Sønderjyske, og her var NFC-drengene for alvor ovenpå.

Nykøbing FC var klart det bedste hold gennem kampen og tillod stort set ikke modstanderne at komme frem til chancer.

Den gode indsats blev dog ikke belønnet med yderligere point i gruppespillet, da AGF i den sidste kamp vandt 2-0. Her var NFC mere presset, men havde fortsat muligheder for at komme på tavlen.

Spændende placeringskampe

Resultaterne betød, at NFC skulle spille placeringskampe om 9.-12. pladsen, hvor første modstander søndag var Hamborg.

Her blev det en tæt og underholdende kamp, som endte 2-2 efter scoringer af Dawid Tocha. Kampen kunne gå begge veje, men da den skulle afgøres fra straffesparkspletten, trak Hamborg det længste strå.

I den sidste kamp ventede Shamrock Rovers. Efter en intens weekend var energien naturligt nok ved at være i bund hos spillerne, og det endte med 0-0 efter en chancefattig affære.

NFC var dog farligst i kampens sidste 5-7 minutter, hvor holdet pressede på for sejren. Det lykkedes ikke at finde målet, og derfor skulle kampen igen afgøres på straffespark.

Denne gang gik det NFC’s vej.

Dermed sluttede U15-talenterne på en samlet 11. plads ud af 16 stærke hold.

#SuccesSkabesSammen