Stimen fortsætter! Nykøbing FC tog her til eftermiddag tre flotte point med hjem fra Middelfart, der blev besejret med 3-2. 

Der ventede Nykøbing FC en svær udekamp mod nedrykkerne fra 1. division, Middelfart, da turen lørdag eftermiddag gik til Fyn.

Kampen var ikke blot en kamp mellem op- og nedrykker, men også en tidlig topkamp mod to hold, der begge havde syv point før dagens kamp.

Det var dog Middelfart, der fik den bedste start på kampen. NFC var ellers mest på bolden, men en fejl i opspillet endte med en giftig omstilling til værterne, som i sidste ende blev nedlagt i straffesparksfeltet og tilkendt et straffespark.

Tirsdag aften havde Jeppe Rømer stor succes med at redde straffespark, men selvom han havde fingrene på bolden, kunne han akkurat ikke redde forsøget, hvorfor Middelfart fik bragt sig i front med 1-0.

Målet bragte dog ikke NFC ud af fatningen, og efter 13 minutter var det tæt på en hurtig udligning. Emmanuel Ogude modtog en aflevering fra højresiden, og så tog han et træk udenom målmanden, der dog bragte ham ud i en presset vinkel, hvor Middelfart-spillerne kunne nå at kaste sig ind foran bolden på egen streg. En af de blåklædte fik akkurat blokeret forsøget i denne omgang, men NFC fik vist, at de bestemt ikke var rystede af starten på kampen.

Kampen bølgede frem og tilbage, og det eneste man følte, at man kunne sige med sikkerhed på dette tidspunkt var, at der i hvert fald nok skulle komme flere mål i kampen. Middelfart truede primært med langskud, der ikke for alvor blev farlige, imens NFC via masser af boldbesiddelse forsøgte at nedbryde værterne. Det var tæt på at lykkes efter 23 minutter, da Benjamin Kold brød igennem, men den sidste aflevering på tværs til Mikkel Dahl manglede præcision.

Fem minutter senere var det igen Nykøbing FC, der var på spil. Denne gang var det de til dagen hvidklædte NFC’ere, der satte gang i en omstilling, hvor Mikkel Dahl endte med at tage chancen fra en spids vinkel. Afslutningen gav et hjørnespark, som Peter Ullum var tæt på at omsætte til en udligning. Han måtte dog se sin afslutning prelle af på stolpen og ryge tilbage i spil.

Nykøbing FC var mest på kuglen i resten af første halvleg, men det forblev lige ved og næsten ift. at få skabt de helt store og åbne chancer. Mod første halvlegs afslutning kom Middelfart frem til en løs mulighed tøt under Jeppe Rømers mål, men målmanden fik kontrol over bolden i sidste ende.

Dermed gik holdene til pause med 1-1 på måltavlen efter de første 45 minutter.

Nykøbing FC kom stormende ud til anden halvleg.

Tre minutter inde i anden halvleg stak Benjamin Kold over højrekanten, hvorfra han lavede et perfekt cutback. En NFC’er hoppede over kuglen, og så kunne Noah Sekula gøre arbejdet færdigt ved bagerste stang, hvorfra han sparkede bolden sikkert i kassen til 2-1.

Knapt havde jublen lagt sig før, at det også blev 3-1 til Mikkel Thygesens drenge. Et hjørnespark til NFC blev clearet ud midt i feltet, og her trykkede Magnus Bøttker af. Bolden havnede mellem venner og fjender tæt under mål, og her kunne Emmanuel Ogude sende bolden det sidste stykke over stregen til 3-1.

Nykøbing FC spillede forrygende fodbold i starten af anden halvleg, og efter 64 minutter var Oliver Svendsen tæt på at score sit tredje mål i denne sæson. Et flot angreb endte med, at Benjamin Kold sendte bolden ud til højre, hvor Svendsen firsttimede. Afslutningen prellede dog af på sammenføjningen.

Få minutter senere var det igen tæt på en udbygningen af føringen. Denne gang var det indskiftede Ole Jakobsen, som flot slog et fladt indlæg. Her kom Ogude først på kuglen, men hans afslutning sneg sig forbi den ene stolpe.

Der lå i den grad flere mål i luften til NFC i denne fase, hvor Middelfart var sjældne gæster omkring Jeppe Rømers felt. Efter 72 minutter var Peter Ullum tæt på at gøre det til 4-1, da han flot steg til vejrs på et indlæg fra Oliver Svendsen. Målmanden kiggede langt efter afslutningen, men bolden gik desværre akkurat forbi stolpen.

Middelfart kom mere på bolden mod kampens afslutning, men de kæmpede med at skabe muligheder i åbent spil. Til gengæld kom de pludselig frem til en løs chance tæt under mål efter et hjørnespark. Rømer kom dog godt ud af sit mål og fik klaret forsøget.

Efter 89 minutter fik Middelfart alligevel bragt spænding tilbage i kampen, da de fik reduceret til 3-2 ved Mathias Præst. Præst kom til en afslutning på kanten af feltet og herfra satte han bolden i kassen uden chance for Jeppe Rømer.

Middelfart fik sat NFC under pres til sidst, men selvom selv målmanden blev trukket med frem på et hjørnespark til sidst, så kunne hjemmeholdet ikke nedbryde NFC-defensiven endnu engang.

Dermed kunne NFC’erne notere endnu en flot sejr og tre point til samlingen, hvorfor holdet øjeblikket indtager 1. pladsen i 2. division.

Middelfart – Nykøbing FC

22.08.26 Kl. 14:00 på Middelfart Stadion

2. division, 4. spillerunde.

1-0 (1-0)

1-0, Akalé, straffespark (6 min)

1-1, Mikkel Dahl, straffespark (32 min)

1-2, Noah Sekula (48 min)

1-3, Emmanuel Ogude (51 min)

2-3, Mathias Præst (89 min)

Nykøbing FC: Jeppe Rømer, Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen, Noah Sekula, Oskar Gärtig (64. Oskar Balsløv), Lucas Nyman (73. Rory O’ Driscoll), Mikkel Dahl, Benjamin Kold (73. Marcus Rasmussen), Magnus Bøttker (64. Ole Jakobsen), Emmanuel Ogude (84. Albert Rrahmani).

Tilskuertal: 572