Der blev spillet masser af fodbold, samlet værdifuld erfaring og leveret stærke præstationer, da Nykøbing FC’s U14- og U15-hold i weekenden deltog i Nexus Talent Cup i Allerød.

For U15-drengene kulminerede weekenden med en flot samlet turneringssejr, mens U14 også fik seks værdifulde kampe i benene frem mod den kommende sæsonstart.

U15 tog pokalen med hjem

NFC’s U15-hold leverede en stærk turnering og kunne søndag lade sig hylde som samlet vinder af stævnet.

Cheftræner Omar Firas var stolt af drengenes præstationer – ikke mindst fordi holdet formåede at stå imod, når kampene blev svære.

– Jeg er stolt over, at drengene leverer gode præstationer i alle kampe, og at de kan stå imod i de svære perioder undervejs. Lige nu er vi et godt sted både defensivt og offensivt. Nu mangler vi at finpudse de sidste detaljer. Det for vigtigste for mig er dog, at drengene er læringparate og hele tiden er klar til at blive klogere og bedre dag for dag. De udvikler sig rigtig godt både individuelt og som hold. De er nogle gode drenge, og jeg elsker at være på banen med dem, siger Omar Firas.

Med weekendens pokal har drengene vundet to ud af tre mulige turneringspokaler i de stævner, de har deltaget i, og det samtidig med at holdet tidligere har været tæt på i begge halvsæsoner i Liga Øst 2 som U14.

U14 fik værdifulde kampe i benene

For U14 var weekenden først og fremmest en vigtig mulighed for at komme tilbage i kamp efter sommerpausen.

Holdet spillede seks kampe over to dage og sluttede turneringen med to sejre, én uafgjort og tre nederlag.

Cheftræner Jacob ser derfor først og fremmest weekenden som en vigtig del af forberedelserne til sæsonstarten, som allerede venter i den kommende weekend.

– Det er vigtigt at have in mente, at dette var vores første kampe efter sommerpausen. Aftaler, placeringer og fokuspunkter skulle derfor lige genfindes og finjusteres. Kampene var meget værdifulde for os – særligt med tanke på, at sæsonstart allerede i næste weekend. Jeg synes, at drengene viste masser af energi og ikke mindst mod i weekenden, og det tager vi med os ind i den nye sæson. Jeg tror meget på de her drenge, og jeg glæder mig til, at vi sammen skal udvikle os, siger U14-cheftræneren.

En weekend med mere end resultater

Selvom U15 kunne rejse hjem med den største pokal, var weekenden i Allerød også værdifuld for begge årgange.

For begge årgange handlede det om fællesskab og om at komme tilbage i kamp, få relationerne på banen på plads igen og omsætte træningens fokuspunkter til kampsituationer.

For U14 venter sæsonstarten allerede næste weekend, og derfor står den kommende uge på restitution, skarphed og de sidste detaljer.

Jacob sender samtidig en stor tak til alle omkring holdet efter weekenden – ikke mindst de mange engagerede forældre, som endnu en gang skabte en fantastisk opbakning omkring drengene.

#SuccesSkabesSammen