På lørdag klokken 14.00 løber Nykøbing FC’s kvindehold på banen i Lollands Bank Park til sæsonens sidste kamp, når Østerbro IF gæster Nykøbing. NFC-kvinderne har leveret en stærk sæson i Kvindeserie Øst og kan med en sejr sikre sig en flot tredjeplads i rækken.

Der er derfor lagt op til et spændende opgør med masser på spil for begge mandskaber. Mens hjemmeholdet jagter en plads i top tre, kæmper gæsterne fra hovedstaden for deres overlevelse i rækken og skal bruge alle tre point for at sikre sig endnu en sæson i Kvindeserie Øst.

Nykøbing FC’s kvinder har gennem sæsonen vist stor udvikling og flere stærke præstationer, og nu venter den sidste mulighed for at sætte et flot punktum på sæsonen foran hjemmepublikummet.

Der er gratis adgang til kampen, og stadionets boder vil være åbne, så der er gode muligheder for at nyde både fodbolden og stadionstemningen.

Vi håber en se en masse folk på stadion, så kvinderne kan få den opbakning, som de fortjener.

Kickoff er lørdag kl. 14.00 i Lollands Bank Park.

#SuccesSkabesSammen