Nykøbing FC’s kvinder tabte desværre med 1-2 i dagens kamp mod Sundby i Lollands Bank Park. 437 tilskuere var mødt frem for at støtte kvinderne.
For første gang nogensinde spillede NFC’s kvindehold på Lollands Bank Park med fuld setup med alt, hvad det indebærer både før, under og efter kampen.
Fra kampens start stod der NFC på det meste, og inden stadionuret havde rundet fem minutter, havde der allerede af et par omgange været bud efter et tidligt føringsmål. Tættest på var Laura Pedersen, da hun tryllede på mållinjen og testede Sundby-keeperen fra en spids vinkel. Keeperen fandt dog en fin redning frem.
Sundby var farligst på omstillingerne, og efter otte minutter kom de lettere ud af det blå også frem til en god chance. Zainab Abouraqba var dog vågen i målet.
Efter 12 minutter forsøgte NFC’s anfører Julie Koch sig fra distancen, men selvom langskuddet var aldeles kvalificeret, måtte hun se den stryge snært over mål.
Minuttet efter var Sundby tæt på at bringe sig i front, men denne gang hev Zainab Abouraqba en flot redning ud af ærmet.
Efter 20 minutter fik gæsterne så faktisk bragt sig i front, da en frispark fra højre sejlede hele vejen i netmaskerne, hvorfor gæsterne pludselig var i front med 0-1.
Allerede minuttet efter var NFC’erne tæt på at udligne, da Carolina Fagervold blev sendt over højrekanten. Hendes aflevering tæt ind under mål fandt dog akkurat ikke en medspiller, hvorfor gæsterne kunne ånde lettet op.
Efter en god halv time gik den dog ikke længere for gæsterne. Et hjørnespark fra højre blev sendt tæt under mål, hvor Kristine Pedersen kom højest og fik sendt bolden det sidste stykke over stregen til 1-1.
Få minutter senere var det endda tæt på 2-1, da Freja Jensen flot tog chancen fra kanten af Sundby-feltet. Målmanden sprællede forgæves inde på stregen, men blev desværre reddet af sin overligger.
Nykøbing FC tog i det hele taget mere og mere over mod slutningen af første halvleg, men alligevel var det Sundby, der fik bragt sig i front med 1-2 efter en fejl i NFC-defensiven.
NFC’erne var igen tæt på en hurtig udligning efter et hjørnespark, men denne gang måtte Kristine Pedersen se sit forsøg gå lige forbi mål.
Dermed gik gæsterne til pause med en 1-2-føring.
Nykøbing FC kom bedst ud til anden halvleg, og Freja Jensen var da også tæt på at bringe balance i regnskabet kort inde i kampens anden halvdel. Forsøget gik dog lige forbi mål.
Lige ved og næsten var det også efter en lille time, da Simone Lise tog chancen fra omkring 20 meter. Bolden snoede sig dog lige forbi kassen.
Udligningen lå i det hele taget og lurede i anden halvleg, og efter 63 minutter var det så igen Freja Jensen, som tog chancen. Denne gang på direkte frispark. Keeperen fandt dog en flot redning frem.
Efter 67 minutter kom Nykøbing FC så frem til en af de helt store chancer, da Carolina Fagervold blev spillet helt frit igennem med Sundby-keeperen. Fagervold manglede dog den sidste skarphed i sin afslutning, hvorfor der fortsat stod 1-2 på måltavlen.
Tiden begyndte så småt at rinde ud for NFC-kvinderne, og med små 10 minutter tilbage var det tæt på at se endnu svære ud for dem, da Sundby kom frem til en stor chance efter en dødbold. NFC-defensiven. fik dog akkurat afvist.
Efter 84 minutter kom NFC dog så frem til en gylden mulighed for at få udlignet, da Julie Koch blev sendt alene igennem i højresiden. Koch tog chancen fra en lettere spids vinkel, men igen kom Sundby-keeperen i vejen. Sundby-keeperen spillede i det hele taget en flot kamp.
Det forløsende mål udeblev, hvorfor Nykøbing FC desværre måtte sande et snævert 1-2-nederlag.
Nykøbing FC – Sundby BK
05.10.25 Kl. 13:00 i Lollands Bank Park
Kvindeserie Øst, 8.Spillerunde.
1-2 (1-2)
0-1, Ukendt (22 min)
1-1, Kristine Pedersen (30 min)
1-2, Ukendt (43 min)
Nykøbing FC: Zainab Abouraqba, Laura Pedersen, Laura Christoffersen, Kristine Pedersen, Silje Jacobsen, Madeleine Wilhjelm, Julie Koch, Danielle Damgaard, Sille Aarestrup Rasmussen, Carolina Fagervold, Freja Jensen.
Indskiftere: Simone Lise, Emmie Daugaard Rasmussen, Sofia Øster Dalsgaard.
Tilskuere: 437
Foto: BetaMy











