Jordan Wilson og resten af Nykøbing FC spillede lørdag en god træningskamp, hvor den særlige NFC-spillestil kom yderligere ind under huden.
Lørdag formiddag vandt NFC for anden gang i træk, da det blev til en 3-2-sejr over FC Roskilde hjemme i NFC Syd.
Sejren kom i hus efter en flot første halvleg, der blev vundet med 3-0, og har var det tydeligt, at elementer som positionering og presspil sidder mere og mere i skabet.
Jordan Wilson spillede alle 90 minutter, og han glæder sig over kampen.
– Det var en rigtig fin kamp for os. Vi gør de rigtige ting, og vi har en god følelse af, hvordan vi vil spille, og hvordan vi skal agere i forskellige situationer.
– Vi har arbejdet meget med spillestilen, og jeg føler virkelig, at den er ved at komme ind under huden på os. Der er stadig nogle ting, der skal finpudses, men vi gør flere og flere ting rigtigt, og vi lægger hele tiden på, siger Jordan Wilson.
Træningskampen var den tredje af slagsen inden for en uge, og selvom der var dømt trætte ben efter kampen, så nyder Wilson, at kanterne er ved at være slebet.
– Vi befinder os midt i en hård opstart, og man skal bare ud og arbejde stenhårdt og få nogle minutter i benene. Jeg synes, at vi er et godt sted, og vi er på vej mod at komme i super god form. Vi er selvfølgelig trætte lige nu, men vi ved alle, at det gavner os på den lange bange, siger canadieren.
Ansvar for de unge
Jordan Wilson spillede alle 90 minutter i opgøret mod FC Roskilde, hvor der igen blev plads til flere unge og talentfulde U-spillere.
Wilson sluttede som en af de ældste spillere på banen, og han nødt at have et stort ansvar overfor de unge drenge, der dermed kunne suge værdifulde erfaringer til sig.
– Det er godt for de unge at komme op og mærke, hvad det kræver at være med på det her niveau. Det er en fornøjelse at mærke, hvordan de suger til sig og virkelig griber den her chance, som klubben giver dem.
– Jeg føler et kæmpe ansvar for at lære fra mig overfor de unge, og det er fantastisk for alle parter. De unge får god erfaring, og jeg styrker mine lederegenskaber yderligere. Det er en rigtig god situation for både klub, unge spillere og os andre, der skal hjælpe dem på vej, slutter Wilson.
Nykøbing FC har nu en uge uden træningskampe inden, at det går løs ude mod Lyngby BK d. 11. februar.