Seneste nyt

Wilson: Kan ikke vente

af

Det kribler i fødderne på Jordan Wilson for at komme ud og spille morgendagens kamp mod Fremad Amager.

NordicBet Ligaen er igen i år akkurat så tæt, som vi kender den. Siden oprykningen fra 2. division i 2016 har alle slået alle, og kampen om pladserne i tabellen var ekstrem tæt.

Det er en del af charmen ved rækken, og det er noget, som Jordan Wilson og resten af truppen er fuldstændig klar over.

– Det her er vores fjerde sæson i NordicBet Ligaen, og den er lige vild hvert år. Alle slår alle og der er kamp om alle pladser lige til det sidste. We know the drill, siger Jordan Wilson inden, at han fortsætter.

– Det handler om at acceptere, at vi er i den situation, som vi nu er havnet i. Vi ved, hvad der skal til for, at vi kan gå på banen og få de nødvendige point, så nu skal vi stå sammen og gå ud for at eksekvere den plan. Vi skal ud og kæmpe som aldrig før, og det er vi fuldstændig klar til.

Forventningens glæde

Sæsonen lakker mod enden, og i hver eneste kamp er der livsvigtige point på spil. Netop af den årsag, glæder Jordan Wilson sig helt enormt til morgendagens kamp mod Fremad Amager.

– Det er jo det her, vi elsker. Vi elsker spændingen, suset og presset – det er derfor vi spiller fodbold på det her niveau. Vi har kæmpe respekt for betydningen af de næste kampe, men vi glæder os også til at skulle ud og spille dem. Jeg kan næsten ikke vente med at skulle spille kampen i morgen, fortæller Wilson inden, at han spår endnu en tæt kamp.

– Det er en kæmpe kliché i NordicBet Ligaen at spå om en tæt kamp, men det er jo virkeligheden. Ingen kampe er givet på forhånd. Vi skal ud og kæmpe for hver en centimeter, og så skal vi bare have de tre point med hjem i bussen, slutter han.

Kampen mod Fremad Amager fløjtes op i morgen kl. 18:00 i Sundby Idrætspark.