Seneste nyt

Wagner: Troen på egne evner er ikke forsvundet

af

Selvom resultaterne på det seneste ikke har været som ønsket, så er NFC-truppen ifølge Joachim Wagner stadig fuld af tro på egne evner.

I morgen skal Nykøbing FC tilbage på sejrssporet efter en periode uden sejre.

NFC-topscorer Joachim Wagner glæder sig til morgendagens kamp, og han melder trods en hård periode om stor tro på tingene i truppen.

– Der er rigtig mange, der har haft travlt med at fortælle os, at vi er påvirkede af de manglende sejre, og at vi er ramt på selvtilliden. Det er lidt spøjst, fordi det føler jeg slet ikke, at vi er. Der bliver trænet utrolig godt i øjeblikket, og folk sørger hele tiden for at holde hinanden skarpe både på og udenfor banen.

– Den kultur og det træningsmiljø, der er blevet bygget op i Nykøbing FC gør, at vi har fået en stor tro på os selv. Vi tror altid på, at vi kan vinde fodboldkampe, og den tro er ikke forsvundet. Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan vinde i morgen, siger Joachim Wagner.

Nykøbing FC tager allerede i dag til Thisted, hvor den står på en overnatning og opladningen til morgendagens kamp, og det giver ifølge topscoreren noget ekstra.

– Det er en super god opladning at tage op til kampen dagen før. Man har ikke en lang bustur i benene, og det er nærmest med til at skærpe fokus på den opgave, som man står overfor dagen efter, slutter Wagner.

Der er kampstart i Sparekassen Thy Arena i morgen kl. 13:45.