Seneste nyt

Wagner-comeback i sikkert pokalavancement

af

Joachim Wagner gjorde comeback og scorede, da Ledøje-Smørum blev besejret med 4-1 i Sydbank Pokalens 2. runde.

Danmarksserieholdet Ledøje-Smørum ventede i Sydbank Pokalens 2. runde, og selvom det startede skidt, så endte det hele med en stensikker 4-1-sejr.

Kampen startede i et ganske fint tempo, og indledningsvis havde Ledøje-Smørum intet imod det højtopskruede tempo, som Nykøbing FC lagde ud i.

Efter et lille kvarter bragte hjemmeholdet sig i front, da de gled igennem i deres venstre side og udplacerede Sebastian Olsen i målet.

Herefter tog Nykøbing FC dog over, og især Sebastian Koch og Sigurd Schøndorf begyndte for alvor at volde hjemmeholdet problemer. Efter 25 minutter faldt udligningen da også, da Sebastian Koch elegant strøg forbi sin oppasser og med et fladt indlæg fandt Joachim Wagner, der i dag gjorde comeback for NFC.

Nykøbing FC var herefter mest på bolden, men efter 38 minutter var det alligevel hjemmeholdet, der var tæt på at bringe sig i front efter et hjørnespark. Hjørnesparket blev sendt til forreste stang, hvor en Ledøje-Smørum-spiller kom først på bolden. Sebastian Olsen viste dog sublime reflekser, da han fra tæt hold fik reddet inde på stregen.

Kort efter den store redning, var det i stedet Nykøbing FC der kom foran. Simon Schultz, Lars Pleidrup og Joachim Wagner kombinerede flot, hvorefter sidstnævnte sendte et fladt indlæg i boksen. Sigurd Schøndorf pressede en af hjemmeholdets forsvarsspillere hårdt, hvorfor det endte med et selv- og føringsmål til NFC, der dermed kunne gå til pause i front.

Nykøbing FC skiftede i pausen Lars Pleidrup og Joachim Wagner til fordel for Mads Carlson og Mikkel Dahl.

Anden halvleg startede i højt tempo og 3-1-scoringen kom da også hurtigt. Sigurd Schøndorf blev spillet fri på kanten af Ledøjes felt, hvorefter han uselvisk hælafleverede netop indskiftede Carlson fri. Mads Carlson sendte bolden i det lange hjørne og scorede dermed for anden kamp i træk.

Målet knækkede Ledøje-Smørum og 10 minutter senere fik kampen reelt sin afgørelse, da Mikkel Dahl sendte Mathias Thrane alene igennem med hjemmeholdets målmand.

Thrane afsluttede i det lange hjørne og med hjælp fra indersiden af stolpen dumpede bolden over stregen til 4-1.

Nykøbing FC tog herefter tempoet ud af kampen, og på trods af sporadiske tilbud til begge hold, så blev det ikke til flere mål.

Nykøbing FC vandt derfor i sikker stil og er med i bowlen, når der trækkes lod til 3. runde af Sydbank Pokalen. Her træder de sidste Superligahold ind i turneringen.

 Ledøje-Smørum – Nykøbing FC

Sydbank Pokal, 2. runde.

03.09.19, Smørum Idrætscenter.

Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Mikkel Andersen, Gustav Kjeldsen, Jordan Wilson, Simon Schultz, Nicolai Dohn, Mathias Thrane (70. Alhaji Faye), Lars Pleidrup (45. Mads Carlson), Sebastian Koch, Sigurd Schøndorf, Joachim Wagner (45. Mikkel Dahl)