Nykøbing FC øgede forspringet i toppen af 2. division, da det i dag blev til en 0-2-sejr ude over Skovshoved.
Det blev til fjerde sejr på stribe, da Nykøbing FC i dag tog en vigtig sejr ude over Skovshoved.
Nykøbing FC var store favoritter forud for kampen, og fra kampens første fløjt levede Claus Jensens mandskab da også op til favoritværdigheden.
Inden for de første 10 minutter havde både Nicolai Jessen, Kasper Jensen og Sebastian Koch haft bud efter et tidligt føringsmål, men hjemmeholdet slap med skrækken.
Nykøbing FC dominerede kampen tungt i første halvleg, og det lignede, at det var et spørgsmål om tid før, at Nykøbing FC ville bringe sig i front.
Det ene angreb efter det andet rullede mod Skovshoved-målet, og efter 28 minutter kom målet da også. Desværre vinkede linjedommeren noget uforståeligt for offside.
Mikkel Andersen, der i øvrigt spillede en flot kamp på højrebacken, slog et godt indlæg til bagerste stang, hvor Sebastian Koch kom stormende og fik presset en Skovshoved-forsvarsspiller til selvmål. Linjedommeren vinkede dog, hvorfor stillingen fortsat var 0-0.
Få minutter senere kom føringsmålet dog. Mathias Gehrt sendte Mads Carlson i et overlap, hvorefter midtbanespilleren fandt Sebastian Koch foran mål. Koch svigtede ikke, men satte indersiden på bolden og bragte NFC fuldt fortjent i front.
0-2-målet lå i luften i resten af første halvleg, men Mads Carlsons forsøg ved en afslutning fra venstre side af hjemmeholdets felt blev flot reddet af Skovshoveds målmand.
Efter en flot første halvleg, hvor spillet var til mere end ét mål, måtte NFC derfor ’nøjes’ med at gå til pause med 0-1.
Efter pausen fortsatte NFC med at mose på mod Skovshoved-defensiven, og alle fem minutter inde i anden halvleg blev til også 0-2.
Sebastian Koch var hurtigst over en returbold efter et indlæg, og så fik Sebastian Koch al den tid i verden han skulle bruge til at placere bolden ved den ene stolpe og udbygge føringen.
Skovshoved var sjældne gæster omkring NFC’s mål og det skyldtes ikke mindst et yderst velspillende NFC-defensiv, der også nød godt af, at Andreas Holm var tilbage i startopstillingen.
Nykøbing FC sad derfor tungt på kampen, men uden, at det i anden halvleg udmøntede sig i lige så mange chancer, som det havde været tilfældet i 1. halvleg.
Efter 72 minutter fik Skovshoved deres første rigtige chance, da de forsøgte sig med et langskud. Jannich Storch fik derfor lejlighed til at vise, at han også havde taget handsker med til dagens kamp, da han uden problemer dykkede ned og holdt forsøget ved den ene stolpe.
Tilnærmelsen vækkede NFC-drengene, der i kampens sidste 20 minutter havde rigeligt med chancer til at få udbygget føringen.
Indskiftede Kristian Lindberg bød sig godt til af flere omgange, imens også Sebastian Koch jagtede et hattrick. Flere mål blev det dog ikke til i Skovshoved.
Nykøbing FC tog derfor en stensikker 0-2-sejr hjem mod Lolland-Falster, hvorfor forspringet ned til nummer to nu lyder på otte point, da HIK tidligere på dagen tabte point mod FA 2000.
Skovshoved – Nykøbing FC
08.05.21 Kl. 15:00 i Skovshoved Idrætspark
22. Spillerunde, 2. division.
2-0 (1-0)
1-0, Sebastian Koch (31 min)
2-0, Sebastian Koch (49 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Andreas Holm (68. Jacob Blach), Kasper Jensen, Lars Pleidrup (88. Simon Schultz), Victor Christiansson, Mads Carlson, Mathias Gehrt, Sebastian Koch, Nicolai Jessen (68. Kristian Lindberg), Mathias Kristensen.