
Om 10 dage starter træningen til forårssæsonen for spillerne, og det bliver en opstart, der både byder på træningslejr og gode træningsmodstandere.
Der er benhård træning på programmet, når spillerne om halvanden uges tid møder ind i NFC Syd til 2019’s første træningspas.
Vores dygtige stab har allerede planlagt vinterens strabadser, og det indebærer udover den daglige træning en tur til Tyrkiet på træningslejr samt en række dygtige træningsmodstandere.
Nykøbing FC har første træningskamp d. 26. januar, hvor FC Københavns dygtige U19-mandskab kigger forbi. Dagen efter spilles der allerede igen, når HIK, med vores gamle anfører Mathias Olsen på holdet, ligeledes gæster NFC Syd.
Starten af februar byder på en udekamp mod FC Nordsjællands reserver inden, at der henholdsvis d. 9. og 16. spilles to kampe i Sverige mod henholdsvis Trelleborg og Landskrona.
Opstarten sluttes af med en træningslejr i Tyrkiet inden, at det bliver alvor d. 3. marts, når vi åbner forårssæsonen med en udekamp mod Fremad Amager.