Seneste nyt

Villadsen: Vemodigt at stoppe i Nykøbing FC

af

Thomas Villadsen stoppede i går sin aktive karriere, hvorfor han har taget afsked med NFC. Ifølge den altid smilende målmand, er det dog mere et ’tak for nu’ end et farvel.

Gennem tre år har Thomas Villadsen spillet en vigtig rolle både på og udenfor banen for Nykøbing FC.

I går sagde den altid smilende målmand dog stop for karrieren, hvorfor fremtiden nu byder på en karriere som målmandstræner.

Ifølge ’TV’ var beslutningen om at forlade Nykøbing FC dog langt fra nem.

– Det er vemodigt at skulle forlade Nykøbing FC, fordi det er en klub, som står mig ekstremt nært. Det bliver nok lidt følelsesladet, når jeg i løbet af ugen skal ned og sige tak for nu til drengene og alle omkring klubben.

– Jeg har været med på en rejse, der har været rigtig fed og som har givet mig mange gode oplevelser. Jeg har fået et rigtig tæt forhold til mange omkring klubben, og måske også et tættere forhold, end jeg har haft i mange af mine tidligere klubber. Det hele føles lidt familiært, så det er mærkeligt ikke at skulle have sin daglige gang i NFC længere, siger Villadsen.

Karrieren som målmandstræner fører i første omgang Villadsen til Lyngby BK, men selvom der nu står en anden klub på kontrakten, så har Villadsen ikke tænkt sig at slippe NFC helt.

– Jeg ser det ikke som et farvel. Jeg vil stadig komme i klubben løbende når, tiden er til det, om det så enten er til kampe eller træning. Nykøbing FC vil altid være en del af mig, fortæller den nu tidligere NFC-målmand.

Med sine tre år i Nykøbing FC har Thomas Villadsen været en stor del af den udvikling, som klubben har gennemgået i de seneste år.

Villadsen vogtede blandt andet buret i oprykningssæsonen fra 2. til 1. division, og det er da også den afgørende kamp i Thisted, som Villadsen peger på som et højdepunkt fra hans tid i klubben.

– Højdepunktet var jo helt sikkert, da vi rykkede op i 1. division. Jeg har prøvet at rykke op før, men den eufori og den glæde, der var i alles øjne, det var rigtig fedt at være med til at skabe. Så det var helt sikkert højdepunktet på det sportslige plan, siger han.

Fansene har gennem tiden også husket Villadsens mange flotte præstationer for klubben og ikke mindst påskønt hans store professionalisme.

Villadsen kommer da også til at savne fansenes loyale støtte.

– Fansene har været der for mig uanset, om jeg har spillet eller ej, og det er jeg meget taknemmelig for. Der er mange, der har skrevet på Facebook, spurgt ind til mig til kampe og generelt bare været loyale på en måde, som jeg kun sjældent har oplevet – det skal de have stor tak for, slutter Villadsen.

Thomas Villadsen nåede 59 kampe for Nykøbing FC.