Nykøbing FC indkasserede sæsonens andet hjemmenederlag i NordicBet Ligaen, da det blev til et 0-3-nederlag til FC Fredericia.
Der var ikke meget at råbe hurra for søndag eftermiddag, da FC Fredericia gæstede CM Arena.
Eftermiddagen startede ellers fint, da vi fik hyldet Joachim Wagner for hans optræden nummer 250 i Nykøbing FC-trøjen og Chris Thorsheim for hans kamp nummer 50. Herefter kunne man glæde sig over en underholdende kamp, imens resultatet på måltavlen dog lod meget tilbage at ønske.
Efter få minutter slap gæsternes nummer 10 Anders Holvad igennem i Nykøbing FC’s venstreside, men målmand Sebastian Olsen viste, at han var klar, og snuppede forsøget med en flot fodparade.
Nykøbing FC ville også lege med, da Joachim Wagner trak ind i banen fra sin position i venstre og resolut afsluttede mod mål. Afslutningen sad lige på målmanden, men Nykøbing FC fik om ikke andet vist, at de også var kommet i CM Arena for at angribe.
Netop en afslutning manglede der små 10 minutter senere, da et hårdt og fladt frispark blev sendt gennem FC Fredericias felt. Bolden passerede op til flere spillere, men den afgørende fod på bolden kom aldrig, hvorfor FC Fredericia slap med skrækken.
Herfra overtog gæsterne kontrollen på kampen og efter en lille halv time kom de også i front. Fredericia opsnappede bolden foran vores felt, hvor Andreas Oggesen knastørt sparkede bolden i mål bag Sebastian Olsen.
Dermed kunne gæsterne gå til pause med en 1-0-føring.
Efter pausen kom Nykøbing FC ud med stor energi, og der blev lagt et højt pres på Jonas Dals FC Fredericia-mandskab. Tættest på en hurtig udligning var Mads Kaalund, hvis afslutning dog blev blokeret foran mål.
FC Fredericia overtog herefter igen kontrollen, og via sikkert pasningsspil tog de flot tempoet ud af kampen. Med 20 minutter igen punkterede de reelt kampen, da de efter en kommunikationsbrist i de bagerste rækker opfangede en løs bold og derfor kunne gøre det til 2-0.
Nykøbing FC knoklede ufortrødent på, og der blev da også satset offensivt i kampens afslutning. Det resulterede ikke i en reducering, men derimod i en 3-0-scoring, da Chris Sørensen flot sparkede bolden i kassen fra sin position lige udenfor feltet.
Der var derfor ikke synderlig stor spænding om udfaldet mod kampens afslutning, og det blev heller ikke til flere scoringer.
Dermed blev det til et 3-0-nederlag til en ganske velspillende FC Fredericia-mandskab.
Nykøbing FC – FC Fredericia
14.runde i NordicBet Ligaen
21.10.18 Kl. 13:45 i CM Arena.
0-3 (0-1)
0-1, Andreas Oggesen, 26 min.
0-2, Victor Torp, 72 min.
0-3, Christian Sørensen, 76 min.
Nykøbing FC (4-3-3) Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Jordan Wilson, Mathias Tauber, Lars Pleidrup, Nicolai Dohn (58. Gustav Kjeldsen), Mads Kaalund, Søren Christensen, Mathias Gehrt (66. Martin Svensson), Joachim Wagner (66 Mikkel Dahl), Emil Holten.