Nykøbing FC og transportvirksomheden East Logistics fortsætter samarbejdet, da partnerskabet af blevet forlænget.
Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at vores trofaste partner East Logistics også for fremtiden er partner samt en del af netværket i Nykøbing FC.
East Logistics har som en stor spiller indenfor transport mange opgaver i både ind- og udland, men på trods af dette har virksomheden fødderne solidt plantet på Sydhavsøerne.
Administrerende direktør Jan Koch lægger da også stor vægt på, at Nykøbing FC ligeledes går meget op i lokalområdet.
– Der er flere grunde til, at vi støtter op omkring Nykøbing FC. Først og fremmest betyder det enormt meget for os, at klubben har fokus på den lokale forankring, hvilket passer perfekt med vores værdier. På trods af, at vi er en transportvirksomhed med mange opgaver i udlandet, forhindrer det os ikke i at fokusere lokalt, og vi sætter en ære i at skabe arbejdspladser og styrke lokalområdet generelt.
– Derudover er det en fornøjelse for os at støtte op om en klub, der i den grad formår at samle Lolland-Falster, og sprede fællesskabsfølelse. Det er ingen hemmelighed, at vi nyder at komme på stadion i weekenden og mærke atmosfæren samt dele sportslige oplevelser med andre, der ligesom os brænder for fodbold og for Lolland-Falster, siger Jan Koch.
At East Logistics brænder for fodbolden og ikke mindst Nykøbing FC, er der ingen tvivl om. Virksomheden har således længe været med i Nykøbing FC, og de tror fuldt og fast på den rejse som klubben er på.
– Vi tror fuldt og fast på klubbens ambitioner og visioner om Superligaen, og vi glæder os til at følge rejsen på tætteste hold, slutter Jan Koch
Du kan læse meget mere om East Logistics på deres hjemmeside, som du finder her.