Nykøbing FC sluttede med en gennemsnitsalder på 20,2, og formåede at snuppe en 0-1-sejr over HIK med hjem til Lolland-Falster.
Tirsdag aften blev der taget hul på denne sæsons pokalturnering, og det blev en god oplevelse for Nykøbing FC, der med et ungt hold nedkæmpede HIK.
Lars Pleidrup, Jacob Egeris, Valon Ljuti, Jannich Storch og Mathias Gehrt pausede alle til dagens pokalkamp, hvorfor det var op til de yngre kræfter i truppen at levere avancement til 2. runde.
Det gjorde de så glimrende.
Nykøbing FC kom bedst ud til kampen, og selvom Claus Jensens mandskab ikke vadede i chancer, fornemmede man et klart overtag.
Overtaget udmøntede sig efter 11 minutter i et føringsmål, da Simon Madsen kom over venstrekanten og lagde bolden i feltet til Ahmed Hassan, som flot lagde bolden ind bag målmanden via indersiden af stolpen.
Nykøbing FC sad herefter godt på opgøret, og defensiven levede i denne fase af kampen ikke mange chancer til hjemmeholdet for at komme tilbage i opgøret.
Jacob Blach fik sin første startplads i lang tid, da han startede på højreback. Efter en lille halv time markerede han sig positivt herfra med et par fine indlæg, der dog i sidste ende manglede en medspiller foran kassen.
HIK kom langsomt bedre med i opgøret, men der skulle en NFC-arm i eget felt til før, at de for alvor fik sig en stor chance. Victor Christiansson fik armen på ved et langskud, og så pegede dommeren på straffesparkspletten.
Morten Bank havde i dag tjansen mellem stængerne, og foran en flok veloplagte medrejsende NFC-fans bag målet, dykkede Bank ned og reddede straffesparket på flotteste vis.
Dermed kunne NFC gå til pause med en 0-1-føring.
Efter pausen fortsatte HIK med at spille ganske flot kombinationsfodbold, og i de sidste 45 minutter formåede de også at blive farligere omkring NFC-målet.
Det var dog alligevel NFC, der formåede at blive farlig først i anden halvleg, da Emeka Nnamani efter en lille time brugte sin fart til at bryde igennem i venstresiden og lagde et hårdt fladt indlæg i boksen. HIK fik dog afværget foran næsen på Ahmed Hassan.
Efter 61 minutter skiftede Nykøbing FC to mand, og det var to bemærkelsesværdige indskiftninger. Oliver Baltzer fik sin officielle debut, og det samme gjorde Marcus Backmann, der dog måtte lade sig udskifte kort efter med en ny uheldig skade.
Efter 64 minutter var Mads Carlson tæt på at afgøre kampen, men hans forsøg mod det lange hjørne sneg sig forbi den ene stolpe.
Nykøbing FC skiftede meget ud i anden halvleg, og det blev til spilletid til mange af de helt unge talenter. NFC sluttede således kampen med en gennemsnitsalder på 20,2, og det var endda uden unge Ole Jakobsen, der spillede de første 73 minutter.
De unge drenge gjorde det forbilledligt, men værterne spillede sig i slutfasen frem til lidt flere chancer.
Morten Bank tog dog fra af flere omgange, og målmanden spillede generelt en fantastisk kamp, hvorfor han også fuldt fortjent høstede klapsalver i omklædningsrummet efter kampen.
NFC stod godt imod i slutfasen, hvorfor det forblev 0-1, og Claus Jensens unge drenge også er med, når der trækkes lod til 2. runde af pokalturneringen.
HIK – Nykøbing FC
02.08.22 Kl. 18:00
Pokalturneringen, 1. runde.
0-1 (0-1)
0-1, Ahmed Hassan (11 min)
Nykøbing FC: Morten Bank, Jacob Blach, Kasper Jensen (61. Marcus Backmann (73. Rasmus Johnsen)), Elias Gärtig, Simon Madsen, Victor Christiansson, Mads Carlson (64. Lucas Nyman), Nikolaj Bonde, Emeka Nnamani, Ole Jakobsen (73. Noah Dinger Huge Larsen), Ahmed Hassan (61. Oliver Baltzer).