Der var værdifuld inspiration at hente for U15-spillerne, da førsteholdsspiller Peter Ullum torsdag eftermiddag lagde vejen forbi Akademiet for at holde et oplæg om kost og ernæring.

Med afsæt i sine egne erfaringer fra hverdagen som førsteholdsspiller satte Peter Ullum fokus på, hvordan de rigtige kostvalg kan være afgørende for både præstation, restitution og udvikling over tid. Oplægget gav de unge spillere et indblik i, hvad der kræves for at tage næste skridt – både på og uden for banen.

Til stede var også Akademiets ansvarlige for performance, Mikkel Dahl. Sammen sikrede de, at oplægget blev både nærværende, forståeligt og direkte anvendeligt i U15-spillernes hverdag.

Der blev blandt andet talt om vigtigheden af korrekt sammensætning af kosten før og efter træning samt betydningen af gode vaner i en travl fodboldhverdag. Spillerne blev samtidig opfordret til at stille spørgsmål og reflektere over deres egne rutiner.

Besøget er et godt eksempel på den røde tråd mellem Akademiet og førsteholdet, hvor vidensdeling og rollemodeller spiller en central rolle i udviklingen af fremtidens spillere. Et initiativ, der både styrker fællesskabet og giver U15-spillerne værdifuld ballast på vejen videre i deres fodboldrejse.

#SuccesSkabesSammen