De røde lamper er tændt, og alle billetter til søndagens arvefjende- og topopgør er nu udsolgt. Billetterne til pokalbraget mod Esbjerg fB er til gengæld nu sat til salg.
Interessen for søndagens storkamp i CM Arena mod Næstved BK har været stor, og nu meldes der udsolgt til opgøret.
Der er derfor ikke flere billetter at hente hverken i Sportmaster, på vores kontor på Slotsbryggen eller ved henvendelse direkte til klubben.
Vi glæder os utrolig meget til søndag, men ærgrer os naturligvis meget over, at vi blot må være 500 på et stadion, hvor stadionrekorden er 10.000 og samtidig har indgangsforhold, der muliggør ansvarlige adgangsforhold for flere tilskuere.
Vi håber dog på energisk og stor opbakning til drengene på søndag for de tilskuere, der har været så heldige at få billet til kampen.
Til gengæld er billetterne til pokalbraget d. 11. november kl. 19:00 mod Esbjerg fB netop sat til salg. Dem kan du købe her.