Seneste nyt

Uafgjort mod oprykkerne fra Lyngby BK

af

Med et mål i tillægstiden fik Nykøbing FC her til aften 1-1 mod Lyngby BK, der samtidig spillede sig i Superligaen.

Der var lagt op til fest i Lollands Bank Park, da Lyngby BK her til aften gæstede Sydhavsøerne.

Lyngby BK kunne med en sejr rykke op i Superligaen, men det stod hurtigt klart, at de fik hjælp fra Hvidovre, der samtidig slog FC Helsingør, hvorfor ’Vikingerne’ uanset aftenens resultat i Lollands Bank Park rykkede op.

Stemningen var derfor høj igennem det meste af kampen, og kampen inden for kridtstregerne, blev da også en ganske underholdende affære for de 1450 fremmødte tilskuere.

Kampen startede meget lige, hvor Lyngby var først med et tilbud for at bringe sig i front, men NFC-defensiven fik lukket af i sidste øjeblik.

Få minutter efter blev Nicolai Jessen sendt flot igennem i dybden, men kantspilleren kom ud i en lidt for spids vinkel, hvorfor Lyngby-målmanden kunne redde til hjørnespark.

Lyngby kom mere og mere på bolden i denne fase af kampen, og efter 16 minutter fik de udnyttet et pres, da Rasmus Thellufsen blev spillet fri på kanten af NFC-feltet og sikkert kunne sparke føringsmålet i nettet.

Lyngby sad på det meste af den resterende del af første halvleg, og Nykøbing FC kunne prise sig lykkelig for Jannich Storch og en især stor afbrænder fra Emil Nielsen, som brændte et tilbud af de større fra kanten af det lille felt.

Ind ville bolden dog ikke mere i første halvleg, hvorfor gæsterne fortjent kunne gå til pause med en 0-1-føring.

Lyngby fortsatte, hvor de slap efter pausen.

Efter 51 minutter strøg Lyngby i en fem mod tre omstilling, hvor Rezan Corlu fik serveret en stor chance på kanten af feltet. Afslutningen sad dog lige på Storch, som køligt var blevet stående på fødderne midt i målet.

Minuttet efter tog Casper ’Dani’ Winther chancen fra små 30 meter, og denne gang måtte Storch have hjælp af overliggeren, der tog fra, inden at bolden røg til målspark.

Nykøbing FC kom herefter lidt bedre med i opgøret, og Valon Ljuti sendte efter 54 minutter et lille varselsskud afsted, da han forsøgte fra kanten af feltet. Afslutningen strøg dog forbi mål.

Efter en lille time lagde Mathias Kristensen et fladt indlæg ind i Lyngby-feltet, og bolden havde retning mod en fri Emeka Nnamani. Bolden blev dog rettet af foran næsen på angriberen, hvorfor Lyngby fik afvist tilnærmelsen.

Fem minutter senere fyrede Nicolai Jessen igen af mod Lyngby-målet, men den flade afslutning voldte ikke for alvor målmanden problemer.

I stedet for en udligning skruede Lyngby på tempoet, og så var de især tæt på at to omgange. Største chance tilfaldt Magnus Kaastrup, som alene igennem med Jannich Storch overplacerede sin afslutning.

Sideløbende med kampen i Lollands Bank Park, stod det klart, at Helsingør ville tabe i Hvidovre, hvorfor gæsterne fra Lyngby stille og roligt var ved at forberede deres oprykningsfest udenfor banen.

På banen bed Nykøbing FC dog samtidig fra sig, og både Mads Carlson og indskiftede debutant Rasmus Johnsen havde bud efter en sen udligning.

Udligningen faldt dog i tillægstiden, og målet kom naturligvis fra Årets Profil i NordicBet Ligaen, Mathias Kristensen.

Valon Ljuti havde taget en tur ud i højresiden, hvorfra han slog et knivskarpt indlæg i Lyngby-feltet. Her kom Mathias Kristensen først på bolden, hvorfor han uimodståeligt kunne pande en sen udligning i kassen.

Det var angriberen 18. sæsonscoring i NordicBet Ligaen.

Det blev ikke til flere mål i Lollands Bank Park, hvorfor Nykøbing FC kunne glæde sig over et flot point mod Lyngby, der omvendt samtidig sikrede sig oprykning til Superligaen.

Nykøbing FC – Lyngby BK

23.05.22 Kl. 19:00 I Lollands Bank Park

31. Spillerunde i NordicBet Ligaen.

0-1 (0-1)

0-1, Rasmus Thellufsen (16 min)

1-1, Mathias Kristensen (90+)

Nykøbing FC: Jannich Storch, Lars Pleidrup (62. Rasmus Johnsen), Malte Johannsen, Andreas Holm (90. Jacob Egeris), Simon Madsen, Victor Christiansson, Valon Ljuti, Mathias Gehrt (62. Mads Carlson), Emeka Nnamani (72. Lukas Giessing), Nicolai Jessen (72. Kristian Lindberg), Mathias Kristensen.