Seneste nyt

Tredje gang blev lykkens gang: Sejr mod Fremad Amager

af

Det tredje opgør mod Fremad Amager i denne sæson blev også lykkens gang. Lørdag eftermiddag blev det således til en 3-2-sejr over amagerkanerne.

For tredje og sidste gang i denne sæson, skulle Nykøbing FC og Fremad Amager krydse klinger i NordicBet Ligaen.

Det første opgør tilbage i starten af sæsonen endte med en Fremad Amager-sejr, imens det tidligt på foråret blev til en pointdeling.

Nu skulle det derfor være, og Nykøbing FC fik da også sendt John ’Faxe’ Jensens tropper hjem helt uden point denne lørdag eftermiddag i CM Arena.

Det startede intenst og meget lige, men det var Fremad Amager, der fik kampens første reelle chance, da de pludselig befandt sig i en god position i højresiden. Afslutningen fra den spidse vinkel kunne Sebastian Olsen dog uden de større problemer klare til hjørnespark.

Dermed var chanceorgiet – som kampen gik hen og blev – i gang! Få minutter efter var det således Nykøbing FC’s tur til at komme til en stor chance, og den blev vekslet til mål.

Emil Holten modtog en flot bold i højresiden, og den skarpe angriber lod blot bolden hoppe én gang inden, at han kynisk sparkede den fladt i netmaskerne til 1-0.

Glæden over føringsmålet var tæt på at vare kort, da Morten Nordstrand balancerede på kanten af offside og pludselig var helt fri igennem med Sebastian Olsen. Den tidligere FCK- og FC Nordsjælland-angriber sparkede dog et godt stykke forbi mål i situationen.

Kampen bølgede frem og tilbage i den første halvdel af første halvleg, og chancerne var mange. Kasper Jensen var tæt på at udbygge føringen efter et hjørnespark inden, at Fremad Amager var tæt på at bringe balance i regnskabet med en afslutning snært forbi mål.

Langsomt fik gæsterne taget på kampen og inden for fem minutter fik de to ganske gode muligheder for at score til 1-1. Et kvalificeret langskud og et forsøg fra tæt hold lige forbi mål, blev det dog ved i denne omgang.

I stedet viste Nykøbing FC sig fra sin kyniske side. Joachim Wagner erobrede i samarbejde med Jakob Bonde en bold højt på gæsternes banehalvdel, hvorefter han drønede til baglinjen og slog en hård flad bold ind i fødderne på Emil Holten, der kunne score sit andet mål i kampen og gøre det til 2-0.

Dermed så det rigtig godt ud for Nykøbing FC, men kort før pausen satte Fremad Amager et hidsigt pres ind, hvorfor de da også fik reduceret.

Et langt indkast blev snittet videre ind i Sebastian Olsens felt, og pludselig lå en løs bold ved bagerste stang for fødderne af gæsternes højreback, Mads Gabel, der kunne bringe Fremad Amager tilbage i opgøret.

Før pausen havde John ’Faxe’ Jensens mandskab endda mulighed for at bringe balance i regnskabet, men en god defensiv aktion af Anders Due og et kølig tilbagelægning med brystet af Kasper Jensen forhindrede udligningen.

Efter pausen kom der i første omgang en anelse mere ro på kampen. Fremad Amager var dog tæt på at score, da de efter et hjørnespark kom først på en bold ved bagerste stang. Sebastian Olsen hev dog en fantastisk redning ud af ærmet, og selvom der kortvarigt var tvivl om bolden var over stregen, så forblev det 2-1 på måltavlen i situationen.

I stedet kom Nykøbing FC bedre med i anden halvleg, og det blev da også 3-1 efter et skoleeksempel på en omstilling.

Bolden blev slået op på Emil Holten, der flot vendte med bolden og smed den videre til Søren Christensen. Søren sendte kuglen videre ud til Anders Due, der med et god aflevering skråt bagud igen fandt Søren Christensen. 10’eren tog chancen, men da hans afslutning blev blokeret endte bolden i stedet for hos Mikkel Dahl, der køligt kunne sende bolden i det lange hjørne til 3-1.

Fremad Amager var herefter fortsat mest på bolden, men det kneb for dem mht. at skabe chancer, og Nykøbing FC lurede i stedet på omstillingerne.

Gæsterne fik et kvarter før slutfløjt et frispark på kanten af Nykøbing FC-feltet, og indskiftede Jabar Shazar var hurtig til at gøre krav på at tage chancen. Det gjorde han klogt i, da den kreative offensivspiller flot krøllede bolden op i hjørnet til 3-2.

Dermed var der for alvor liv i kampen, men få minutter efter målet kunne Emil Holten have lukket kampen med et hattrick. Hans afslutning på en hoppende bold og i fuld fart mod mål manglede dog lige det sidste for at snige sig ind.

Afslutningen på kampen blev en utrolig dramatisk en af slagsen. Fremad Amager pressede Nykøbing FC langt tilbage på banen, og de kom til flere store chancer. Herunder et langskud, som Sebastian Olsen måtte ud i fuld længde for at tage sig af.

Stemningen var mod slutfløjt elektrisk i CM Arena, og da Fremad Amager fik tilkendt et frispark i dommerens overtid på samme sted, som var udligningen var faldet fra lurede udligningen for alvor.

Jabar Shazar tog chancen igen, men til stor lettelse for alle fremmødte tilskuere, tog bolden muren.

Dermed kunne Nykøbing FC drage et lettelsens suk og notere tre point til samlingen.

NordicBet Ligaen, 29. runde.

Lørdag d.28. april 2018

15:30 i CM Arena.

Nykøbing FC – Fremad Amager

3-2 (2-1)

1-0, Emil Holten (8 min)

2-0, Emil Holten (32 min)

2-1, Mads Gabel (39 min)

3-1, Mikkel Dahl (53 min)

3-2, Jabar Sharza (75 min)

Nykøbing FC (4-3-3) Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Kasper Jensen, Jeppe Arnesen, Anders Due, Jakob Bonde, Søren Christensen (71. Jordan Wilson), Lars Pleidrup, Joachim Wagner (75. Martin Svensson), Mikkel Dahl, Emil Holten (81. Nicolai Jessen).