Seneste nyt

To-måls Holten: Comebacket vidner om holdets klasse

af

Emil  Holten var tirsdag aften med to mål stærkt medvirkende til, at Nykøbing FC vendte et truende nederlag til et flot point mod Viborg.

Nede med 3-1 ved pausen, var det noget af et bjerg som Emil Holten og resten af Nykøbing FC skulle bestige, hvis der skulle point på tavlen mod topholdet, Viborg FF.

Med et hurtigt mål i anden halvleg, blev det hele dog vendt på hovedet, og det viser ifølge angriber Emil Holten, hvor stor tro holdet har på sig selv.

– Første og anden halvleg er selvfølgelig meget forskellige. Vi taber duellerne, og de slår os generelt på fysikken i de første 45 minutter. Vi får så en lille opsang i pausen, der gør, at vi bare bliver ved med at tro på, at vi kan komme tilbage.

– Jens (Olsen, red.) siger til os, at vi skal gå ud og holde vores høje energiniveau og blive ved med at tro på, at det kan lade sig gøre. Han siger, at hvis vi får en hurtig reducering, så vil de blive rystede, og det var jo præcis det, der skete, fortæller Emil Holten inden, at han fortæller om comebacket.

– Jeg står med en fantastisk følelse i dag. Det er helt vildt at komme tilbage i den kamp, og det vidner om den klasse som holdet besidder. Det viser, hvor meget vi tror på hinanden som hold og os selv – det er fantastisk at være en del af.

Emil Holten stod både for målet til 1-1 og 3-2, og efter kampen glædede den målglade angriber sig da også over at være tilbage på måltavlen.

– Jeg var lidt træt af min og holdets præstation i fredags mod Fredericia, så det er en utrolig dejlig følelse at stå og have scoret to mål. Jeg elsker at score mål – det er derfor jeg er her, så det tager jeg helt sikkert med mig videre til på lørdag mod Fremad Amager.

Kampen på lørdag mod Fremad Amager i CM Arena sparkes i gang klokken 15:30.