I dag kl. 15:00 fløjtes årets sidste opgør i gang i Lollands Bank Park, når Nykøbing FC tager imod formstærke Hørsholm-Usserød. Efter et imponerende efterår, hvor NFC allerede er sikret førstepladsen vinteren over, står én ting tilbage: At slutte året af på bedste vis.

Cheftræner Mikkel Thygesen mærker tydeligt, at truppen ikke er færdige med at skrive positive kapitler i 2025.

– Det har været et fantastisk efterår, og jeg er enormt stolt af drengene. Men selvom vi allerede har sikret førstepladsen, så kan jeg mærke, at der er ild i øjnene. Vi vil slutte godt af hjemme foran vores egne fans, siger Thygesen.

Nykøbing FC-træneren peger på, at holdets succes ikke er kommet ud af det blå, men derimod gennem hårdt og fokuseret arbejde fra sæsonens begyndelse.

– Vi satte os nogle klare delmål inden efteråret, og når jeg kigger på dem i dag, så kan jeg se, at vi rammer dem. Det skyldes benhårdt og fokuseret arbejde uge efter uge, og det har givet pote. Drengene har været ekstremt dedikerede, og det har båret os hele vejen igennem efteråret, fortæller han.

Formstærk modstander venter

Selvom NFC allerede kan gå på vinterpause som etter, er der ingen tegn på, at lørdagens kamp bliver nogen walkover. Hørsholm-Usserød kommer til Lollands Bank Park med fem ubesejrede kampe i bagagen og er lige nu rækkens tredjemest formstærke hold med 11 point i de seneste fem opgør.

– Hørsholm-Usserød er et rigtig stærkt mandskab. De er enormt fysisk stærke, de spiller åbne kampe, og så er de ekstremt farlige på deres standardsituationer. Det bliver en kamp, hvor vi skal være helt skarpe fra start, understreger Thygesen.

På trods af modstanderens styrker tror cheftræneren fuldt og fast på, at NFC selv kan afgøre kampen.

– Vi skal fokusere på vores eget udtryk og mindset. Rammer vi vores niveau og spiller med den samme energi og disciplin, som vi har gjort hele efteråret, så slutter vi også året af, som vi ønsker, slutter han.

Der er kampstart kl. 15:00 i Lollands Bank Park.

#SuccesSkabesSammen

Foto: BetaMy