Mathias Thrane var imponeret af stemningen ved sidste hjemmekamp, og ser frem til at give fansene endnu mere at juble over i dagens kamp mod Hvidovre.
Nykøbing FC har fået en dejlig start på sæsonen, hvor det er blevet to sejre i NordicBet Ligaen og en sejr over Holbæk i pokalturneringen.
Den gode start skal i aften følges op mod Hvidovre hjemme i CM Arena, hvor Nykøbing FC vandt mod HB Køge senest der var point på spil i egen hule.
Den kamp husker Mathias Thrane blandt andet for den fremragende opbakning, der var lidt af en øjenåbner for midtbanespilleren.
– Jeg har været i klubben i et halvt år, men jeg må sige, at stemningen i kampen mod HB Køge var noget specielt. Hele kampen igennem følte vi, at folk var med os, og da folk rejste sig op og klappede os til pause, tænkte jeg bare ’hold da kæft, det er fedt det her..’.
– Man kunne virkelig mærke, at den her klub betyder rigtig meget for mange mennesker, og det giver selvfølgelig blod på tanden i forhold til at gå ud og kæmpe ikke blot for logoet på brystet, men også for alle dem, der virkelig brænder for klubben. Vi skal ud og give folk noget at juble over i aften, siger Mathias Thrane.
Kampen i aften er top mod bund og Nykøbing FC har de seneste opgør haft et godt tag på Hvidovre.
Ifølge Mathias Thrane undervurderer hjemmeholdet dog ikke gæsterne.
– Vi har vundet tre kampe i træk, men det får os ikke til at tro, at vi er udødelige. Der findes ingen nemme kamp i den her række og hvis man slækker 5-10% på sin egen præstation, jamen så taber man også. Vi skal alle være der 100%, og jeg håber meget på, at der kommer til at være samme stemning på stadion som mod HB Køge. Hvis der er det, så er vi allerede langt, slutter Thrane.
Der er kampstart i CM Arena kl. 18:00.