Chris Thorsheim og resten af truppen er klar til dagens vigtige kamp mod HB Køge, hvor der er brug for et godt resultat.
Når Nykøbing FC om få timer løber på banen i CM Arena til kampen mod HB Køge, er det med et skudsikkert mindset og med brystkassen skudt helt frem.
Sulten efter at vende en svær situation til en god har været umulig at overse på træningsbanen, og det skal ifølge Chris Thorsheim nu konverteres til en sejr i dag.
– Vi har haft en fantastisk træningsuge, hvor der er blevet arbejdet stenhårdt samtidig med, at vi har holdt humøret højt. Alle er klar over situationens alvor, men jeg føler, at vi er et sted med en god balance mellem at være tændte og ikke at lade os gå for meget på af situationen, siger Thorsheim, som vil tage de positive ting med fra mandagens kamp i Viborg.
– I Viborg lavede vi alt for mange personlige fejl, og det endte med at koste os sejren. Det var ikke godt nok. Når det er sagt, så er der også mange ting, som vi kan tage med os til kampen i dag. Vi ramte til tider det høje niveau, som vi ved, at vi kan, og vi gik på banen for at kæmpe for klubben og hinanden. Det skal vi gøre igen i dag, for hvis vi gør det, så er jeg sikker på, at vi kan juble med fansene efter kampen, slutter forsvarsspilleren.
Der er kickoff i CM Arena kl. 14:00.