Seneste nyt

Testnederlag på den københavnske Vestegn

af

Lørdag eftermiddag blev det til et 2-0-nederlag til Hvidovre i opstartens tredje testkamp.

Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og lørdag eftermiddag var det blevet tid til opstartens tredje træningskamp, da der ventede en udekamp mod Hvidovre.

Kampen startede i et højt tempo med mange lange bolde, og det resulterede i en pludselig løs bold i Nykøbing FC-feltet som Nikolaj Agger kom først på.

Den tidligere Brøndby-spids blev revet omkuld, og så havde værterne fået sig et tidligt straffespark. Agger tog sig selv af sparket med stor sikkerhed, hvorfor vi næppe kunne have fået en værre start på opgøret.

Målet gik dog ikke Jens Olsens drenge synderligt på, og Nykøbing FC satte sig efterfølgende på opgøret. Tættest på udligningen inden for det første kvarter var Mikkel Dahl, da han gled flot igennem i højresiden. Desværre var Hvidovres målmand Oliver Korch vågen på stregen.

Langsomt fik Hvidovre spillet sig bedre med i kampen, og selvom boldsiddelsen var ligeligt fordelt, så var det værterne, der var farligst. Efter en god halv time fik Per Frandsens Hvidovre-drenge lagt et tungt pres med en række farlige dødbolde, og det udmøntede sig i en 2-0-scoring efter et hjørnespark.

En løs bold dumpede ned i det lille felt efter et forsøg på en clearing, og så kunne Stefan Nygaard Hansen prikke bolden det sidste stykke over stregen til 2-0.

Kort før pausen fik Mikkel Dahl Nykøbing FC’s foreløbigt største chance, da Chris Thorsheim slog et fantastisk indlæg mod bagerste stang. Dahls hovedstød blev sat højt i målet, men igen var værternes målmand klar med en god redning.

Dermed gik Hvidovre til pause med en 2-0-føring.

I pausen begyndte det klassiske træningskamps udskiftningsræs, da Hvidovre skiftede en lang række spillere.

Det betød, at Hvidovre kom ud til anden halvleg med stor energi, hvorfor de satte sig tungt på opgøret. Chancer formåede de dog ikke at skabe med en kompakt Nykøbing FC-defensiv, og så kunne de til dagen rødklædte NFC-drenge langsomt spille sig ind i kampen igen.

Joachim Wagner og Sigurd Schøndorf kunne efter oplæg af henholdsvis Sebastian Koch og Lars Pleidrup begge have reduceret, men i begge tilfælde blev deres afslutning fra tæt hold sendt over Hvidovres mål efter ellers fine angreb.

Herefter begyndte udskiftningsræset ligeledes for Nykøbing FC, og det gav kampen et noget mere mudret billede med kun momentvis flot spil for begge mandskaber.

Hvidovre tegnede sig for de største chancer i slutfasen, hvor de især burde have scoret på et hovedstød mod tomt mål efter et godt indlæg. Også Thomas Villadsen viste sig flot frem, da han til allersidst hev en utrolig dobbeltredning frem inde på stregen.

Det blev derfor ikke til flere mål, hvorfor det hele sluttede med et 2-0-nederlag.

Næste opgave er i næste weekend, hvor turen går til Lübeck, hvor der spilles Belt Cup.

Træningskamp

13:00 på Hvidovre Stadion

Hvidovre IF – Nykøbing FC

Nykøbing FC (4-3-3) Thomas Villadsen, Chris Thorsheim, Gustav Kjeldsen (62. Kasper Jensen), Jordan Wilson (Andreas ‘Mini’ Jørgensen), Lars Pleidrup (62. Simon Schultz Christensen), Søren Christensen (76. Simon Schultz), Jakob Bonde, Mads Kaalund, Joachim Wagner (Alhaji ‘Papa’ Faye), Mikkel Dahl (62. Sebastian Koch), Sigurd Schøndorf.