Mathias Tauber var efter dagens nederlag yderst skuffet og ærgrer sig over, at holdet ikke kunne give fansene en bedre oplevelse.
Skuffelsen var til at føle på, da Nykøbing FC-spillerne efter dagens kamp gjorde status over nederlaget til Næstved.
Mathias Tauber ærgrede sig over indsatsen og sender samtidig en tanke til fansene, der var mødt talstærkt op i CM Arena.
– Jeg er pisse irriteret og skuffet over den her kamp. Jeg synes egentlig, at vi gør det OK mellem felterne, men det var bare ikke godt nok i hverken det ene eller andet felt i dag. Næstved stod rigtig kompakt, og der var ikke så mange store chancer, så det blev meget en kamp på omstillinger. Der må vi bare sige, at Næstved var mere kyniske end os.
– Man kunne godt mærke, at det betød rigtig meget for fansene i dag. Det var rigtig fedt, at der var så mange på stadion, og vi kunne mærke vores fans hele kampen igennem. Jeg er ked af det på fansenes vegne, og det er resten af truppen også. Vi ville gerne have givet dem en bedre oplevelse og indsats, siger Tauber.
Mathias Tauber og resten af Nykøbing FC-mandskabet skal forsøge at komme op på hesten næste søndag, når der venter en udekamp mod Viborg FF.