Seneste nyt

Svendsen: Man får hurtigt klubben og byen ind under huden

af

Oliver Svendsen kom i slutningen af sommerens transfervindue til Nykøbing FC, og selvom der kun er gået et halvt år, så har han hurtigt fået både klub og lokalområdet ind under huden.

Sent i sommerens transfervindue ringede Oliver Svendsens telefon. I den anden ende var Claus Jensen, og han gav den daværende Esbjerg-spiller en mulighed for at drage sydpå.

Forsvarsspilleren havde hørt godt om Nykøbing FC, og det var derfor ikke et svært valg at tage mod Lolland-Falster og trække i NFC-trøjen.

– Jeg var i Esbjerg, hvor jeg manglede spilletid for at fortsætte min udvikling, og da Nykøbing FC så ringede sidst i vinduet, synes jeg, at det var en meget attraktiv mulighed. Jeg vidste, at Nykøbing FC var en fed klub, og jeg tænkte, at det var en ideel mulighed for mig både personligt og spillemæssigt. Min første tid i klubben har kun bekræftet mig i det, siger Oliver Svendsen inden, at han fortsætter.

– Jeg kom for spilletiden, og den har jeg fået masser af, men samtidig har jeg virkelig fået meget andet med. Den trup vi har, og den klub vi er, er utroligt fed at være en del af. Alt udover resultaterne har ikke kunne være bedre.

Nykøbing FC er et fantastisk sted

Oliver Svendsen valgte i samme moment som at skrive under med Nykøbing FC at flytte til Sydhavsøerne.

Det var ikke meget, at backen vidste om lokalområdet, men han er på rekordtid blevet enormt glad for at være i byen og Nykøbing FC, som han kalder et af de bedste steder, han har været i sin karriere.

– Det er mega fedt, at bo hernede. Vi har et utroligt stærkt sammenhold uden for banen, og jeg må sige, at Nykøbing FC rent socialt er det bedste sted, jeg har været. Normalt ville stemningen være rigtig dårlig, når resultaterne har været, som de har været, men jeg ser en stor styrke i, at vi holder hovedet højt, og at alle i klubben er gode til at lave en god stemning. Det giver de bedste forudsætninger for, at vi kan lykkes.

– Man får hurtigt Nykøbing FC ind under huden, må jeg sige. Det er en utrolig familiær klub, og det er fantastisk at se, hvor meget folk brænder for klubben. Når man kommer ind i weekenden, er der altid gang i klubben, og der er frivillige folk overalt. Det siger meget om en klub, og det er jeg glad for at være en del af. Man kommer hurtigt til at føle, at man er en del af byen – også selvom jeg kun har været her i et halvt års tid, fortæller Svendsen.

Oliver Svendsen lægger ikke skjul på, at han om nogen er irriteret over, at resultaterne på banen har svigtet. Ikke mindst på grund af den flotte opbakning, som han mærker fra fansene.

– Det giver et kæmpe boost inde på banen, at man kan mærke, at vi har stor opbakning på trods af, at resultaterne har svigtet. Det er jo heller ikke sjovt for fansene, at vi ikke har fået flere point, end vi har. Så det er utroligt vigtigt og fedt, at de er så vedvarende og holder gejsten oppe. Det betyder alt for, at vi kan få vendt den situation, som vi er i. Vi vil gøre alt for, at de på lørdag får tre point at glæde sig over, og så vi sammen kan på ind i slutspillet med lidt momentum, slutter han.

Oliver Svendsen præsenteres af SMAG Mad & Vin.

Foto: BetaMy