Seneste nyt

Storprofil vender hjem til Nykøbing FC

af

Søren Christensen vender hjem til Nykøbing FC.

Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Søren Christensen er tilbage i NFC-trøjen og har skrevet kontrakt med Nykøbing FC for de kommende tre år frem mod Superliga 2020.
Søren er en intelligent og fremragende fodboldspiller. Teknisk er han meget stærk og har et eminent blik for sine medspillere. Han passer perfekt ind i måden, Nykøbing FC spiller fodbold på.
Samtidig er Søren en vinder og kommer til os med et dansk mesterskab, to pokaltitler med FC Nordsjælland, over 200 Superligakampe, Champions League kampe og sæsoner i udlandet.
Hans professionalisme, erfaring og vindermentalitet kommer til at betyde meget for Nykøbing FC både i kampe, på træningsbanen og uden for banen.

”Vores samtaler over de seneste uger har handlet om Sørens passion og motivation for at være en del af rejsen med Nykøbing FC i den landsdel, han er opvokset i, hen mod Superliga senest i 2020,” udtaler formand, Claus Jensen.
Søren er lokal, hans hjerte banker for vores landsdel og for Nykøbing FC, hvor han efter skiftet fra Døllefjelde udviklede sit talent, inden han drog til Nordsjælland som 19-årig.

Jan-Per Christensen og vores store sponsorer, MSE, East Logistics, IFA Tagdækning og Schulz Biler har sammen med vores mange folkeaktionærer gjort det muligt at hente Søren hjem til Nykøbing FC.
På billedet ses Søren Christensen sammen med Jan Sørensen fra MSE, der er trøjesponsor for Søren, Jan Koch fra East Logistics, Stephen Kryger fra IFA Tagdækning, Andreas Schulz fra Schulz Biler og Nykøbing FC’s direktør, Axel Castenschiold.

Velkommen hjem, Søren.