Nykøbing FC’s U19-mandskab vist vejen, da de hjemme slog AB Tårnby med 3-0. Både U17 og U15-holdet led desværre smalle nederlag.
Det var en blandet pose bolsjer for Nykøbing FC’s ungdomshold, da de i weekenden tørnede ud. Bedst gik det for U19-holdet, der snuppede tre point for anden runde i træk.
U19-drengene erobrede førstepladsen med sejr
Nykøbig FC’s U19-hold er kommet flyvende fra start i den nye sæson.
Lørdag eftermiddag tog de hjemme imod AB Tårnby i Drenge Øst 1, og det kastede en sikker 3-0-sejr af sig.
Første halvleg forblev målløs, men efter pausen var de unge NFC-drenge suveræne. Efter en lille time scorede først Alhaji Faye, inden Mathias Arildsen et kvarter senere kunne udbygge føringen til 2-0.
Nikolai Christensen cementerede sejren kort før slutfløjt, hvorfor Anders Sørensens tropper nu har seks point efter to kampe og dermed topper rækken.
U/19 Drenge Øst 1
Nykøbing FC – AB Tårnby 3-0 (0-0)
Mål: 1-0 (58. min.) Alhaji Faye. 2-0 (74. min.) Mathias Arildsen. 3-0 (87. min.) Nikolai “Noller” Christensen.
U17 brændte og tabte smalt
I U17 Drenge Divisionen tog Nykøbing FC imod Slagelse B&I, og det endte med et ærgerligt nederlag.
NFC-drengene havde masser af chancer i første halvleg, men alligevel var det gæsterne fra Sjælland, der kunne gå til pause med en 1-0-føring efter en scoring efter få minutter.
Efter pausen fortsatte de flotte takter for hjemmeholdet, og efter en lille time kastede det en udligning af sig ved Lucas Christiansen.
I sidste ende kom de mange brændte chancer dog til at koste dyrt, da Slagelse på kynisk vis afgjorde kampen med 20 minutter igen, da de gjorde det til 2-1.
Dermed har U17-holdet stadig tre point efter tre kampe i Danmarks næstbedste U17-række.
U/17 Drenge Divisionen
Nykøbing FC – Slagelse B&I 1-2 (0-1)
Mål: 0-1 (4. min.). 1-1 (52. min.) Lucas Christiansen. 1-2 (66. min.).
U15 fightede flot i nederlag
Lørdag skulle Nykøbing FC’s U15 hold forsøge at tage anden sejr i træk, men selvom der blev fightet flot og en tomålsføring blev indhentet, så blev det alligevel til et nederlag på udebane til HIK.
Værterne fra Hellerup fik en drømmestart på kampen, da de allerede inden for 10 minutter kom foran med 2-0.
Nykøbing FC fightede sig dog på forrygende vis tilbage, da de på ganske få minutter fik vendt kampen på hovedet til en 3-2-føring. Reducering til 2-1 blev sat ind af Milas Schwensen, imens Oliver Baltzer både udlignede og scorede til 3-2.
I midten af anden halvleg udlignede HIK, inden at værternes Jonathan Lassesen i dommerens tillægstid scorede sit fjerde mål og gjorde det til 4-3.
Dermed indtager U15-holdet fjerdepladsen efter to spillerunder.
U/15 Drenge Øst 1
HIK – Nykøbing FC 4-3 (2-2)
Mål: 1-0 (2. min.). 2-0 (11. min.). 2-1 (35. min.) Milas Schwensen. 2-2 (36. min.) og 2-3 (37. min.) (straffespark) Oliver Baltzer. 3-3 (56. min.). 4-3 (70. min.).