Seneste nyt

Det store ungdomsoverblik: U19 tilbage på pointsporet

af

Nykøbing FC’s unge drenge var i weekenden i aktion, og det var med point til U19-holdet. U17 led et smalt nederlag, imens U15 sad over.

To af Nykøbing FC’s ungdomshold var henover weekenden i aktion, imens Nykøbing FC’s bedste U15-mandskab sad over og dermed i stedet kan koncentrere sig om deres kommende kamp mod Næstved.

U19 kom tilbage på pointsporet

Et afbudsramt Nykøbing FC-mandskab tabet i forrige weekend med 5-4 til BSV/FC Holte. Det resultat skulle revancheres fredag, da modstanderen hjemme i NFC Syd hed Køge BK 2.

Det startede dog skidt for Anders Sørensens mandskab, der allerede efter godt og vel 10 minutter kom bagud med 1-0.

Kort før pausen dukkede brandvarme Alhaji K. Faye dog op og kunne på oplæg af Andreas Falster sende udligningen i kassen.

Nykøbing FC havde i anden halvleg chancerne til at vinde kampen, men også gæsterne fra Køge havde deres tilbud, hvorfor uafgjort ikke var helt misvisende, omend der sagtens kunne være faldet flere mål i opgøret.

U19-holdets næste kamp er fredag, hvor rækkens nummer to, Fremad Amager, venter på udebane.

U/19 Drenge Øst 1

Nykøbing FC – Køge BK 2 1-1 (1-1)

Mål: 0-1 (12. min.I). 1-1 (44. min.) Alhaji K. Faye.

Snævert nederlag til U17-drengene

Det forbliver desværre lige ved og næsten for U17-drengene i øjeblikket, der dog suger værdifuld erfaring til sig fra landets næstbedste U17-række.

Lørdag kom HIK på besøg i NFC Syd, og det blev desværre til et snævert nederlag til NFC.

Nykøbing FC lagde ellers godt for land og dominerede faktisk i store perioder opgøret. HIK-defensiven formåede dog ofte at få lukket af i sidste øjeblik, hvorfor det blev svært for Brian Rasmussens drenge at få scoret.

I stedet udnyttede HIK i første halvleg en forsvarsfejl, hvorfor de kunne rejse hjem til Hellerup med en smal 1-0-sejr.

Næste opgave for U17-holdet er lørdag, hvor turen går til Næsby.

U/17 Drenge divisionen

Nykøbing FC – HIK 0-1 (0-1)

Mål: 0-1 (26. min.).

Ungdomsprogrammet i denne uge:

Fredag d. 29/9: Fremad Amager – Nykøbing FC U19. Kl. 18:00

Lørdag d. 30/9: Næstby – Nykøbing FC U17. Kl. 14:15

Lørdag d. 30/9: Nykøbing FC U15 – Næstved. Kl. 14:30. NFC Nord.