Seneste nyt

Det store ungdomsoverblik: U17 buldrede videre med sejr

af

Brian Rasmussens U17 tropper har fået en fremragende start på 2018 med nu to sejre på stribe efter, at det lørdag eftermiddag blev til en 3-2-sejr over Slagelse.

Igen i denne weekend er det et lille ungdomsoverblik, som vi har på programmet. U15 skulle have spillet forårets første kamp ude mod HUI/BSV, men den kamp blev desværre aflyst.

I stedet var det op til U17-drengene at forsvare NFC’s ungdomsære, og det gjorde de for anden spillerunde i træk med stor succes.

To sejre i træk

Nykøbing FC’s U17 drenge åbnede forrige lørdag forårssæsonen med en flot 2-1-sejr på udebane mod Thisted.

I den netop overståede weekend var turen noget kortere, da man denne gang startede bussen op og kørte til Slagelse for atter at jagte tre point.

Slagelse lå før kampen på placering lige over Nykøbing FC, så der var lagt op til en tæt affære.

Det blev det da også, men det var Slagelse, der kom bedst fra land og efter små 20 minutter kunne bringe sig i front med 1-0.

Føringen til hjemmeholdet varede dog ikke længe, da Frederik Langkilde for anden kamp i træk scorede – denne gang på et lob efter flot forarbejde af Nikolaj Bonde.

Nykøbing FC kom stærkt ud til anden halvleg, og de satte reelt kampen på plads inden for det første kvarter.

Efter små 50 minutter scorede Oliver Grundahl på et brag af et skud efter en dødbold, og ganske kort tid efter kunne Viktor Stryger bringe Brian Rasmussens mandskab yderligere foran.

Det lykkedes Slagelse at reducere til 3-2 på et straffespark, men målmand Jeppe Rasmussen stod en flot kamp og lukkede ned i kampens sidste 10 minutter uden yderligere bolde måtte hentes ud af nettet.

Dermed snuppede Nykøbing FC deres anden sejr ud af lige så mange mulige i foråret.

U/17 Drenge Divisionen.

Slagelse – Nykøbing FC 2-3 (1-1)

Mål. 1-0 (18. min.). 1-1 (39. min.) Frederik Langkilde. 1-2 (49. min.). Oliver Grundahl. 1-3 (55. min.) Viktor Stryger. 2-3 (69. min. Str.)

Ungdomsprogrammet den kommende uge

Lørdag d. 24/3: Nykøbing FC U17 – B93. Kl. 13:00 i NFC Syd.

Lørdag d. 24/3: Nykøbing FC U15 – B1903. Kl. 14:30 i NFC Nord.

Søndag d. 25/3: AB Tårnby – Nykøbing FC U19. Kl. 13:30 på Vestamager Idrætsanlæg, Kunst.