Seneste nyt

Det store ungdomsoverblik: Lutter sejre til U-holdene

af

Nykøbing FC’s tre ældste ungdomshold havde en flot weekend, da det både blev til sejre til U15, U17 og U19-mandskabet.

I Nykøbing FC er den lokale forankrig vigtig, og vi går meget op i, at vi får mest muligt ud af vores unge talenter.

Fremover vil der derfor komme et ungdomsoverblik i starten af ugen, hvor man ville kunne se, hvordan henholdsvis U15, U17 og U19-mandskabet har klaret sig i den forgangne uge.

U19-holdet sprudlede

Anders Sørensen debuterede som træner for U19-holdet, da de søndag eftermiddag besøgte KFUM BK Roskilde.

Den debuterende træner og hans U19-mandskab kom flyvende fra land i Øst 1 – der svarer til den tredjebedste række i Danmark – da de lagde ud med at vinde med tenniscifrene 6-1.

En super holdindsats blev kronet af to skarpe præstationer fra angriberne Christian Von Würden og Mathias Aridslund, der begge scorede hattrick.

U19-holdet topper rækken efter første runde.

U/19 Drenge Øst 1

KFUM BK, Roskilde – Nykøbing FC 1-6 (0-2)

Mål: 0-1 (7. min.) Christian Von Würden. 0-2 (12. min.) og 0-3 (57. min.) Mathias Arildslund. 0-4 (74. min.) Christian Von Würden. 0-5 (80. min.) Mathias Arildslund. 1-5 (83. min.). 1-6 (88. min.) Christian Von Würden.

U17 tog revanche fra sidste weekend

Nykøbing FC’s talentfulde U17-mandskab har op til denne sæson fået et wildcard til U17 Drengedivisionen, der svarer til den næstbedste række i Danmark.

I sidste weekend fik holdet en ilddåb med et nederlag til FK Viborg, men i denne weekend blev der taget flot revanche med en 4-3-sejr hjemme over Thisted.

Drengedivisionen er en stærk række, hvorfor der da også var behov for en stærk holdpræstation med mange gode enkeltmandspræstationer.

Thisted kom foran tidligt i kampen, men NFC formåede at kæmpe sig flot tilbage og komme på 2-1 ved scoringer fra Benjamin Lauridsen og Ali Khalili. Thisted udlignede herefter, men Lucas Christensen og Oliver Viuff lukkede og slukkede kampen med scoringer til 3-2 og 4-2, inden at Thisted mod afslutningen af kampen atter fik reduceret.

Sejren blev der dog ikke pillet ved, hvorfor U17-holdet fik deres første tre point i Drengedivisionen.

U/17 Drengedivisionen

Nykøbing FC – Thisted 4-3 (0-1)

Mål: 0-1 (25. min.). 1-1 (43. min.) Benjamin Lauridsen. 2-1 (49. min.) Ali Khalili. 2-2 (61. min.). 3-2 (65. min.) Lucas Christensen. 4-2 (72. min.) Oliver Viuff. 4-3 (78. min.).

U15 sænkede FC Helsingør 

På U15-niveau blev en flot NFC-weekend kronet med en 3-0-sejr over FC Helsingør.

De helt unge NFC’ere satte trumf på første halvleg, hvorfor de efter kampens første 45 minutter allerede havde en 3-0-føring i ryggen. Målene blev sat ind af Allan Chebli, Jacob Blach Nielsen og Milas Schwensen, men især Junes El-Sayed og Oliver Baltzer var også i hopla.

I anden halvleg blev føringen kontrolleret hjem, hvorfor mandskabet fik en perfekt start på sæsonen.

U/15 Drenge Øst 1

Nykøbing FC-  FC Helsingør 3-0 (3-0)

Mål: 1-0 (25. min.) Allan Chebli. 2-0 (32. min.) Jacob Blach Nielsen. 3-0 (40. min.) Milas Schwensen.