Seneste nyt

Storch ser frem til positiv konkurrencesituation

af

Jannich Storch skrev i går under på en ét-årig kontrakt med Nykøbing FC, hvor han nu skal kæmpe om pladsen i målet med Sebastian Olsen.

Da Thomas Villadsen i går stoppede i sin aktive karriere, stod Nykøbing FC med en ledig plads i målmandsteamet.

Pladsen blev lynhurtigt besat af Jannich Storch, der efter gode samtaler med både Claus Jensen og nu tidligere NFC-målmand Thomas Villadsen, ikke var i tvivl om, at hans fremtid lå på Lolland-Falster.

– Jeg havde nogle rigtig gode snakke med Claus Jensen, og han fortalte mange gode ting om klubben. Samtidig kender jeg Thomas Villadsen, der er en af mine gode venner, og han fortalte også mange positive ting om Nykøbing FC – så i sidste ende, var det ikke et svært valg, siger Jannich Storch, som også så store fordele i NFC’s måde at spille fodbold på.

– Jeg har før spillet mod Nykøbing FC, så jeg vidste godt, at det er et hold, der rigtig gerne vil spille flot teknisk fodbold og bygge spillet op nedefra. Det passer mig super godt, for det er en af mine forcer, da jeg er blevet skolet rigtig godt på det område i FC Nordsjælland.

Jannich Storch indgår nu i målmandsteamet med Sebastian Olsen, der spillede langt de fleste kampe i efteråret.

Storch har før prøvet at skulle agere i skarp konkurrence med en holdkammerat, og faktisk nyder han den positive konkurrencesituation.

– Det er ekstremt vigtigt at have en god konkurrencesituation. I Roskilde pressede Frederik Schram og jeg hinanden i hverdagen, og det var med til at gøre, at man virkelig var på tæerne i dagligdagen. Jeg ved, at Sebastian og Villadsen har haft et lignende forhold, og det er jeg sikker på, at Sebastian og jeg kan fortsætte, siger han.

Nykøbing FC’s nye målmand har blot været i det nye træningsmiljø i to dage, men han er allerede imponeret over niveau såvel som den store arbejdsiver i truppen.

– Nu skal man jo lige have gang i kroppen igen, men niveauet virker til at være tårnhøjt her i klubben. Jeg er som målmand ikke selv med i løbene, men jeg er virkelig imponeret over hvor meget, der bliver gjort ud af dét. Jeg har ikke været vant til, at der er blevet arbejdet med det i så stort et omfang – der bliver virkelig løbet igennem og i lang tid af gangen, slutter han.

Jannich Storch har en fortid i FC Nordsjælland, AB og senest FC Roskilde.