Jannich Storch glæder sig over for alvor at være i gang igen, og han ser frem mod søndagens vigtige hjemmekamp mod FC Roskilde.
Langt om længe står der NordicBet-fodbold på menuen, når Nykøbing FC søndag hjemme tager imod FC Roskilde.
Målmand Jannich Storch har savnet fodbolden og suset ved at spille om tre point.
– Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det har været helt vildt irriterende med den her pause midt i sæsonen. Man har savnet holdet, at være på banen og ikke mindst det her sus ved at skulle ud og kæmpe med drengene om tre point til klubben. Det har været fedt at være tilbage i træning, men det er fantastisk nu endelig at skulle ud og spille kampe igen, siger Storch.
Spiller for fansene og alle omkring klubben
Støtten i CM Arena er normalt god, men den må NFC-drengene desværre undvære, da tilskuere fortsat ikke er tilladt på stadion.
Ifølge Jannich Storch vil holdet savne fansene, om end det er vigtigt ikke at lade sig gå for meget på af stilheden omkring kampen.
– Der er ingen tvivl om, at vi normalt er rigtig glade for støtten i CM Arena og ikke mindst de fans, der altid sørger for en god lydkulisse. Så vi vil selvfølgelig savne liv på lægterne, siger Storch inden, at han fortsætter.
– Når det er sagt, så må det ikke gøre noget ved vores tændingsniveau. Det er en kamp ligesom alle andre, hvor vi skal ud og kæmpe for tre vigtige point, og så ved vi også udmærket godt, hvor meget den her klub betyder for mange mennesker. Vi spiller for dem selvom, at de ikke kan være på stadion.
I Nykøbing jagter man altid tre point
Kampen på søndag bliver den første af pointmæssig betydning siden d. 8. marts, hvor det blev 0-0 ude mod lokalrivalerne fra Næstved.
Det resultat bragte Storch og resten af holdet op på fire point efter forårets to første kampe, og de positive takter skal fortsættes mod FC Roskilde.
– Vi begyndte foråret rigtig godt, og vi føler helt sikkert, at vi kan ride videre på den bølge på søndag. Vi synes selv, at vi står et godt sted, og at vi er fuldstændig klar til at genoptage sæsonen, fortæller Storch, inden han forholder sig til, hvad succeskriteriet for genstarten af sæsonen er.
– Tre point! Vi skal vinde den her kamp. Der er en stærk vinderkultur på holdet, og i Nykøbing jagter man altid tre point. Det er ikke anderledes på søndag, slutter han.
Der er kampstart på søndag kl. 12:00, og kampen kan enten følges via vores Beierholm-liveopdatering på Facebook eller ses live på Viaplay.