Nykøbing FC fik en fremragende start på den nye sæson, da det lørdag eftermiddag blev til en flot 0-2-sejr på udebane mod oprykkere fra Hørsholm-Usserød.

Efter en lang og god sommeropstart, var det lørdag eftermiddag endelig tid til at tage hul på tilværelsen i 3. division.

Sæsonen blev sparket i gang med en udekamp mod oprykkere fra Hørsholm-Usserød, og det blev til en god sæsonpremiere for Mikkel Thygesens unge mandskab.

Hjemmeholdet startede dog kampen med ægte oprykkergejst, og inden for de første 10 minutter fik de sendt et par kvalificerede forsøg afsted mod Jeppe Rasmussens mål. Helt farligt blev det dog ikke.

Det blev det til gengæld efter 11 minutter i den anden ende af banen, hvor Benjamin Kold blev sendt igennem i venstresiden og flot fandt Mikkel Dahl fri inde foran mål. Dahl satte indersiden på og gjorde det stensikkert til 0-1.

Herfra satte NFC sig tungt på kampen, og i de efterfølgende minutter blev det til gode muligheder til både Emmanuel Ogude og Mikkel Dahl, som generelt var en evig trussel for værterne.

Momentvis stak Hørsholm-Usserød dog snuden frem i offensiven, og efter 22 minutter fik de sendt et langskud afsted, der sneg sig snært forbi NFC-målet.

Fem minutter senere var Mikkel Dahl dog igen på spil. Denne gang var det Emmanuel Ogude, som blev sendt igennem i højresiden og fandt Dahl skråt tilbage i feltet. Endnu engang var Dahl sikkerheden selv, hvorfor den nu stod 0-2 på måltavlen.

Mod slutningen af første halvleg kom Hørsholm-Usserød atter bedre med i kampen, og det blev til et par kvalificerede forsøg, der dog alle gik forbi mål, hvorfor Jeppe Rasmussen ikke måtte i aktion.

Det kom han dog kort tid efter, hvor han efter en redning måtte se en HUI-spiller score på returen. Linjedommeren vinkede dog for offside i situationen.

Også Mikkel Dahl fik bolden i nettet igen, men også her vinkede linjedommeren for offside.

Nykøbing FC gik derfor til pause med en 0-2-føring.

Nykøbing FC kom også bedst ud til anden halvleg, og Emmanuel Ogude fik kort inde i anden halveg en gylden mulighed for at gøre det til 0-3, da han slap alene igennem med målmanden. Hjemmeholdets målmand fandt dog en fin fodparade frem.

Redninger måtte Jeppe Rasmussen også finde frem efter små 55 minutter, da hjemmeholdet kom frem til en stor dobbeltchance i NFC-feltet. Den unge målmand var dog klar og hev to store redninger ud af ærmet.

Nykøbing FC var farlige på hjørnespark i dagens kamp, og efter 63 minutter kom Kasper Jensen højest ved bagerste stang. Jensens forsøg mod mål prellede dog af på overliggeren.

Anden halvleg udviklede sig mere jævnbyrdigt, end det havde været tilfældet i de første 45 minutter, men selvom hjemmeholdet besøgte NFC-ende oftere, havde Thygesens drenge det under fin kontrol.

Chancer blev det også mindre med, og langsomt begyndte uret at arbejde for NFC, der undervejs i anden halvleg fik givet spilletid til flere af de helt unge drenge i truppen.

Det blev heller ikke til flere mål i kampen, hvorfor Nykøbing FC på baggrund af en især flot 1. halvleg kunne notere en 0-2-sejr og tre point i sæsonåbneren.

Næste opgave for Nykøbing FC er allerede tirsdag, hvor Ringsted venter i 1. runde af pokalturneringen.

Hørsholm-Usserød – Nykøbing FC

02.08.25 Kl. 13:00 i Hørsholm Idrætspark

1. spillerunde, 3. division.

0-2 (0-2)

0-1, Mikkel Dahl (11 min)

0-2, Mikkel Dahl (27 min)

Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Oliver Svendsen, Oscar Gärtig, Kasper Jensen, Villads Mølgaard, Oliver Angus, Lucas Nyman (67. Magnus Nykjær), Mikkel Dahl (90. Laurits Jensen), Benjamin Kold (67. Marcus Rasmussen), Ole Jakobsen (75. William Lohse), Emmanuel Ogude (75. Victor Bille).

Foto: BetaMy