Seneste nyt

Stærk anden halvleg sikrede tre point

af

Nykøbing FC sled med tingene i første halvleg, men en stærk anden halvleg sikrede alle tre point via en 3-1-sejr ude over AB Tårnby.

Nykøbing FC var forud for dagens kamp udråbt til storfavoritter ude mod oprykkerne fra AB Tårnby.

Kampe i 2. division er dog ingen walkover, og dagens kamp skulle da heller ikke vise sig at blive en let en af slagsen.

Kampen startede rodet og begge hold havde deres chancer. Inden for det første kvarter havde Chris Thorsheim det bedste forsøg, men den flade afslutning sad lige på målmanden.

Nykøbing FC havde bolden mest, men i samme periode havde AB Tårnby en par gode tilbud og en afbrænder af de større på Jannich Storch. Sidstnævnte kom da hjemmeholdet kom frem til en friløber, der dog blev brændt på Storch, der dog måtte give en retur. Målmanden kunne efterfølgende sammen med Andreas Holm presse Tårnby-spilleren, så han fik sparket forbi det tomme mål.

Foran kom værterne dog. Tårnby kom over deres højreside, lagde et fladt indlæg til forreste stang og så kunne Sebastian Segall gøre det til 1-0.

Nykøbing FC fik herefter bedre styr på opgøret og både Koch, Lindberg og Christiansson havde gode forsøg på den yderst velspillende AB Tårnby-målmand, som sørgede for, at hjemmeholdet kunne gå til pause med en spinkel føring.

I pausen blev der talt med store bogstaver i NFC-omklædningsrummet, og det var da også et forvandlet NFC-mandskab, der kom ud til de sidste 45 minutter.

Nykøbing FC skabte en perlerække af chancer, og heldigvis blev flere af dem da også prikket ind.

Efter 49 minutter var Emilio Simonsen tæt på at udligne, men han overplacerede sit forsøg mod det lange hjørne.

To minutter efter fejlede hjemmeholdet i forsvaret, hvorfor Kristian Lindberg pludselig havde sig en friløber. Igen hev målmanden dog en god redning frem, og også på ripost-forsøget fra Sebastian Koch reddede målmanden inde på stregen.

NFC pressede mere og mere på og efter 59 minutter tog Mads Carlson chancen fra kanten af feltet. Carlson ramte bolden perfekt, men målmanden fik flot verfet bolden over overliggeren.

Minuttet efter gik den dog ikke længere. Emilio Simonsen tvang målmanden ud i en ny god redning efter et hjørnespark, hvorefter Mathias Gehrt var tæt på at kunne prikke bolden det sidste stykke over stregen efter en returbold. Gehrt blev dog revet omkuld, og så blev der i stedet dømt straffespark og givet rødt kort til AB Tårnby-spilleren.

Indskiftede Mathias Kristensen tog sig stensikkert af straffesparket, der blev sat fladt i nettet til 1-1.

AB Tårnby var presset langt tilbage i anden halvleg, men efter 64 minutter var de alligevel tæt på at kunne bringe sig foran med 2-1 efter et hjørnespark. Jannich Storch fik dog reddet flot inde på stregen.

Med 20 minutter igen begyndte det at ligne en pointdeling, men NFC fortsatte ufortrødent med at presse på. Specielt Mathias Kristensen viste sig farlig, og han var med to hovedstød tæt på at bringe NFC i front.

Den forløsende 1-2-scoring kom efter 78 minutter, da Mads Carlson serverede et indlæg i panden på Jacob Egeris, som dermed kunne score sit første mål i NFC-trøjen.

Nykøbing FC gjorde det også til 1-3, da Emilio Simonsen drev bolden op langs venstrekanten, hvorefter han lagde den af til Gehrt, som fandt Mathias Kristensen. Den store angriber sparkede bolden knastørt i det lange hjørne. MK er dermed på fire scoringer i fire ligakampe.

Mathias Kristensen var endda tæt på at fuldende sit hattrick kort før dommerens slutfløjt, men hans ellers flotte forsøg direkte på frispark prellede af på stolpen.

Sejren kunne der dog ikke pilles ved, og Nykøbing FC snuppede dermed alle tre point med hjem fra Amager.

AB Tårnby – Nykøbing FC

19.09.20 Kl. 14:00 på Tårnby Stadion.

4. Spillerunde i 2. division.

1-3 (1-0)

1-0, Sebastian Segall (28 min)

1-1, Mathias Kristensen (61 min)

1-2, Jacob Egeris (78 min)

1-3, Mathias Kristensen (84 min)