Seneste nyt

Søren C: Masser af facetter og nuancer i de sidste kampe

af

Søren Christensen var i går med til at skaffe et enkelt point i Næstved, og han ser frem til de to sidste kampe i indeværende sæson.

Sæsonen er som sådan afgjort – Nykøbing FC vinder rækken, og det bliver også i suveræn stil. Alligevel synes Søren Christensen dog, at det også i går mod Næstved var vigtigt at gå ud og levere en god præstation for logoet på brystet.

– På sin vis var noget af spændingen selvfølgelig taget af, men jeg synes, at det var vigtigt, at vi gik ind og leverede en professionel indsats for trøjen. Det synes jeg også, at vi gjorde, siger Søren C, som også mener, at NFC burde have taget alle tre point.

– Næstved ville ikke ret meget, så det blev også en lidt langsom kamp, men jeg er glad for, at vi ikke tabte. Det er vigtigt at blive ved med at præstere. Baseret på 2. halvleg, så synes jeg også, at vi burde have vundet kampen. Vi har et par kæmpechancer, men sådan skulle det ikke være. Det var vigtigt, at vi ikke tabte – jeg hader at tabe til Næstved, så det var dejligt ikke at gøre det, siger Søren Christensen.

Skal slutte godt af for fansene

Efter gårsdagens arvefjendeopgør resterer der nu blot to kampe af indeværende sæson inden, at den igen står på NordicBet Liga-fodbold i CM Arena.

Kampene mod Brønshøj og HIK er dog trods sikkerheden for oprykning dog ikke mindre vigtige ifølge vores 10’er.

– Vi vil rigtig gerne slutte godt af for fansene og klubbens skyld. Der er masser af facetter og nuancer, som vi skal tage alvorligt i de sidste kampe. Det handler også om respekt for spillet og om, at vi allerede nu er ved at bygge noget rigtig spændende op til næste sæson, siger han.

Søren Christensen var i sidste sæson med til at tage turen ned i 2. division, og han glæder sig derfor ekstra meget over, at holdet har formået at slå tilbage i denne sæson.

– Jeg elsker jo NFC, og det er her i klubben, at det hele startede for mig, så det betyder selvfølgelig meget for mig, at vi er rykket op igen. Det har været meget lærerigt, og jeg er rigtig stolt af den her præstation, som holdet har lavet. Det er ikke nemt at rykke ned og rykke op igen – slet ikke med kun én oprykningsplads, så jeg synes, at holdet og trænerteamet fortjener kæmpe ros. Jeg synes, at det har været suverænt, slutter Søren Christensen.