Seneste nyt

Søren C: God træningskamp mod dygtig modstander

af

Mandag blev det til et træningsnederlag til et ungt og talentfuldt FC Nordsjælland, men Søren Christensen så alligevel mange gode takter fra NFC.

Nykøbing FC spillede mandag eftermiddag mod et talentfuldt FC Nordsjælland-hold, der stillede med et blandet hold bestående af Superliga- og dygtige U19-spillere.

Træningskampen foregik i et højt tempo mellem to velspillende mandskaber, og ifølge den tidligere FCN-spiller Søren Christensen, var det på trods af resultatet en god træningskamp.

– Det var på mange måder en rigtig fin kamp mod en god modstander. Jeg synes, at vi spiller en fin første halvleg, og det var rigtig godt at møde et hold, der ligesom os selv vil spille offensivt, hurtigt og med højt pres.

– Anden halvleg bærer lidt præg af, at vi skifter meget ud, og det er svært at undgå, at det går en lille smule udover de indbyrdes relationer på banen. Alt i alt var det dog en rigtig god træningskamp, og jeg føler, at vi er på rette vej frem mod sæsonstart om en lille måned, siger Søren Christensen.

Søren Christensen har tidligere i sin karriere spillet hele 233 kampe for FC Nordsjælland, og vores 10’er synes da også, at det var dejligt at være tilbage på sin gamle hjemmebane i Farum.

– Det er altid dejligt at komme tilbage og besøge FC Nordsjælland. Jeg kender stadig rigtig mange i klubben, og det er dejligt at mindes nogle gode tider med dem. Jeg har stor respekt for FC Nordsjælland og det kæmpe arbejde, der lægges i klubben. Ikke mindst på ungdomsfronten og det fokus, der er på at udvikle teknisk dygtige fodboldspillere – det synes jeg er noget hele fodbold-Danmark kunne lære noget af. Det fokus så man også i kampen i går – det var et meget talentfuldt og teknisk stærkt hold, vi mødte, slutter han.

Næste kamp for Søren Christensen og co. er på lørdag, hvor det gælder træningskamp på udebane mod Trelleborg.