Alle mand fik værdifulde minutter i benene, da det lørdag eftermiddag blev til et smalt 3-2-nederlag til et talentfuldt FC Nordsjælland U23-akademihold.
Right to Dream Park dannede lørdag eftermiddag rammen om et opgør mellem Nykøbing FC og et lettere forstærket U23-akademihold fra FC Nordsjælland.
Nykøbing FC gav spilletid til alle kampklare spillere, hvorfor det blev til gode og værdifulde minutter til både rutinerede og unge NFC-kræfter.
Nykøbing FC startede kampen bedst, og det unge FCN-mandskab havde store problemer med det hurtige kombinationsspil fra det tændte NFC-hold.
Allerede efter tre minutter bragte NFC sig i front, da Mathias Gehrt sendte prøvespiller Mikkel Jakobsen igennem i højresiden, hvorfra nytilkomne Emilio Simonsen blev spillet fri foran mål. Simonsen havde ingen problemer med at prikke bolden i det tomme net til 1-0.
Emilio Simonsen var ikke færdig med at vise sig frem i hans uofficielle debut. Efter et lille kvarter blev han sendt i dybden af Mathias Gehrt, og Simonsen prikkede elegant bolden udenom den fremadstormende FCN-målmand, hvorfra han kunne skubbe bolden i det tomme mål til 2-0.
Værterne fandt langsomt deres fødder, og efter en halv time meldte de sig ind i opgøret. Først måtte Sebastian Olsen diske op med en flot redning fra tæt hold, men kort efter kunne målmanden intet stille op overfor et flot hovedstød, der blev sendt i det lange hjørne efter et indlæg fra højre.
Tre mål inden for en halv time illustrerede meget godt den underholdende affære, som tilskuerne blev præsenteret for i dag, og chancerne fortsatte da også med at komme i resten af 1. halvleg.
Nykøbing FC havde flere gode tilbud i slutningen af 1. halvleg. Thrane havde bud efter et hovedstødsmål af to omgange, men en god redning og en lille overplacering kom i vejen for midtbanespilleren.
Også Lars Pleidrup var tæt på at score NFC’s tredje mål i opgøret, men FCN-målmanden fandt en flot redning frem på anførerens flade afslutning fra kanten af feltet.
I stedet måtte holdene gå til pause med 2-2, da FC Nordsjælland udnyttede en løs bold bagerst i feltet. En FCN-spiller krøllede køligt bolden i den fjerne krog udenfor Sebastian Olsens rækkevidde.
I pausen skiftede Nykøbing FC ud på seks positioner, og anden halvleg bar generelt præg af, at holdene skulle se mange spillere i aktion.
Nykøbing FC havde i det første kvarter af anden halvleg bolden mest uden, at det dog for alvor blev farligt foran FCN-defensiven.
Efter en times spil blev der skiftet yderligere fire gange, hvorfor der blev minutter og værdifuld erfaring til masser af de helt unge NFC-drenge i form af Benjamin Lauridsen, Nikolaj Bonde, Jacob Blach Nielsen og Andreas Falster.
Det unge NFC-mandskab bød sig flot til, men måtte alligevel se hjemmeholdet score til 3-2 i slutfasen, da en løs bold blev vekslet til en friløber med indskiftede Jannich Storch.
Det blev ikke til flere mål i Right to Dream Park, hvorfor det blev til et smalt nederlag i årets første træningskamp.
FC Nordsjælland – Nykøbing FC
3-2 (2-2)
0-1, Emilio Simonsen (3 min)
0-2, Emilio Simonsen (13 min)
1-2, ? (25 min)
2-2, ? (39 min)
3-2, ? (87 min)
Nykøbing FC: Sebastian Olsen (45 min. Jannich Storch), Mikkel Andersen (60. Andreas Falster), Jordan Wilson, Gustav Kjeldsen (45. Benjamin Lauridsen), Simon Schultz (45. Chris Thorsheim), Mathias Thrane (45. Mads Carlson), Emilio Simonsen (45. Nikolaj Bonde), Mathias Gehrt (60. Jacob Blach Nielsen), Lars Pleidrup (60. Mikkel Jakobsen, prøvespiller), Mikkel Jakobsen (prøvespiller) (45. Sebastian Koch), Mathias Kristensen (60. Mikkel Dahl).