Nykøbing FC leverede en flot indsats, men havde de berømte marginaler imod sig, hvorfor det blev til et 4-3-nederlag i Viborg.
Det var på papiret en af de sværere kampe, der mandag aften ventede, da topholdet Viborg ventede på udebane.
Nykøbing FC skule dog vise sig at hive sig selv flot op ved hårrødderne efter sidste uges kamp i Fremad Amager og kun den sidste skarphed og de sidste marginaler kom i vejen for point med hjem i bussen.
Viborg FF startede dog bedst, og Nykøbing FC blev presset tilbage på banen. Alligevel var det dog NFC, der efter syv minutter var tættest på at bringe sig i front. Gehrt slog et flot indlæg, som Mathias Thrane kom først på, men desværre tog stolpen fra i situationen.
Minutterne efter var hjemmeholdets Alassana Jatta tæt på af to omgange, men i begge tilfælde havde Sebastian Olsen styr på sagerne.
Efter 17 minutter bragte hjemmeholdet sig dog i front via en gammel NFC-kending. Jakob Bonde udnyttede således uro efter en clearet dødbold, hvorfor han fra en spids vinkel kunne score til 1-0.
Nykøbing FC lagde sig dog ikke ned og allerede fem minutter senere blev det 1-1. Mathias Kristensen spillede en stor kamp, og midt i første halvleg fandt han anfører Lars Pleidrup i dybden. Pleidrup svigtede ikke, men lagde bolden stille og roligt i nettet til 1-1.
Glæden varede dog kort for NFC. Efter 27 minutter udnyttede Viborg igen rod efter en dødbold, og så kunne midterforsvarer Niko Boxall prikke bolden i det tomme net til 2-1.
Nykøbing FC kæmpede sig dog igen flot tilbage, og i de sidste 10-15 minutter af første halvleg, stod der Nykøbing FC på kampen.
Tættest på en udligning før pausen var Chris Thorsheim, da han med en afslutning fra en spids vinkel dog måtte se en velspillende Viborg-målmand redde til hjørnespark.
Dermed kunne Viborg gå til pause med en 2-1-føring.
Efter pausen fortsatte Nykøbing FC dog med at dominere, og Viborg blev trykket langt tilbage. Det kneb dog med at skabe de helt store chancer på banens sidste tredjedel i denne fase af kampen.
Viborg satsede på omstillingerne i denne periode af kampen, og det gjorde de til gengæld også med fin kvalitet. Efter en time tog de chancen fra kanten af feltet, og her måtte det øverste af NFC’s overligger hjælpe til, så det ikke blev til en udbygning af føringen.
Herefter begyndte NFC dog at producere chancer. Mads Carlson lykkedes med et godt pres, hvorefter MK iscenesatte Sebastian Koch. Igen reddede Viborg-målmanden dog flot.
Efter 65 minutter kunne målmanden dog ikke stille noget op. Simon Schultz tog chancen fra venstre mod det lange hjørne, og den lynhurtige back sparkede uimodståeligt NFC tilbage på uafgjort. Det var Simon Schultz første NFC-mål.
Knapt havde glæden lagt sig inden, at det også blev 3-2 til Nykøbing FC. Mathias Kristensen vandt en bold ved bagerste stang, hvorefter Sebastian Koch samlede op. Kochs afslutning blev blokeret, men Mathias Thrane var hurtigst over bolden, hvorfor han til stor jubel sparkede bolden i nettet til 3-2.
Viborg vågnede herefter op til dåd igen om end, at de ikke for alvor fik presset NFC langt tilbage på banen.
Med 20 minutter igen fik de dog alligevel udlignet, da en skidt clearing endte for fødderne af Tobias Bech, som flot hamrede bolden i det lange hjørne til 3-3.
Kampen mindede lidt om en åben slagudveksling i minutter herefter, og Sebastian Koch var tæt på at kunne spille Mathias Thrane helt fri i Viborg-feltet. Desværre suste bolden i stedet hele vejen igennem feltet.
Efter 82 minutter skete så det, der bare ikke måtte ske. Indskiftede Jeff Mensah snød to NFC-spillere, hvorefter han med et knaldhårdt spark udplacerede Sebastian Olsen i målet.
Nede med 4-3 pressede NFC hjemmeholdet i bund i de sidste minutter. Indskiftede Emilio Simonsen var da også tæt på at kunne gøre det til 4-4 med en lumsk afslutning mod det lange hjørne, men på mirakuløs vis fik Viborg-målmanden akkurat vippet bolden udenom stolpen.
NFC pumpede bolde i boksen til det allersidste, men Viborg holdt stand, og så måtte Nykøbing FC rejse hjem med et bittert 4-3-nederlag.
Næste opgave er på lørdag, hvor HB Køge gæster CM Arena.
Viborg FF – Nykøbing FC
NordicBet Ligaen, 29. Spillerunde.
06.07.20 kl. 18:30, Energi Viborg Arena.
Viborg 4-3 (2-1)
1-0, Jakob Bonde (16 min)
1-1, Lars Pleidrup (21 min)
2-1, Niko Boxall (27 min)
2-2, Simon Schultz (66 min)
2-3, Mathias Thrane (69 min)
3-3, Tobias Bech (72 min)
4-3,Jeff Mensah (82 min)
Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Jacob Egeris, Jordan Wilson, Simon Schultz (89. Emilio Simonsen), Mathias Thrane, Mads Carlson (77 min. Mikkel Andersen), Sebastian Koch, Lars Pleidrup (87. Mikkel Dahl), Mathias Gehrt, Mathias Kristensen.