Seneste nyt

Smalt nederlag i Næstved efter herrefight

af

Det blev søndag eftermiddag til et smalt 1-0-nederlag til arvefjenderne fra Næstved.

Der var for anden gang i denne sæson dømt arvefjendeopgør, da Nykøbing FC denne gang på udebane bød Næstved op til dans.

Jens Olsen gav genvalg til samtlige 11, der i sidste weekend slog Silkeborg med 3-1, og spillerne fortsatte i kampens åbning da også de flotte takter.

Nykøbing FC sad mest på bolden, og imens det kneb med at skabe de helt store chancer, så blev Næstved om ikke andet fuldstændig holdt fra fadet.

Inden for de første 20 minutter var det Chris Thorsheim og Emil Holten, der havde bedst bud efter føringsmålet, men begge langskud gik forbi rammen.

Efter 24 minutter viste Næstved for første gang tænder. Søren Christensen fik ikke tilkendt et frispark på kanten af Næstveds felt, og så kunne værterne ellers sætte gang i en giftig omstilling. Andreas Moos endte med at tage chancen fra 20 meter med en krøllet spark i det lange hjørne, men heldigvis strøg forsøget over sammenføjningen og tog i stedet bagstiveren på målet.

Nykøbing FC dominerede resten af første halvleg, men det var for ofte lige ved og næsten med den sidste aflevering foran mål – bedst eksemplificeret efter en halv time, hvor både Kaalund og Pleidrup fra kanten af Næstveds felt fik sendt afslutninger afsted, der dog blev blokeret tæt under kassen.

Ind ville bolden dog ikke og på trods af NFC-overtag gik holdene målløse til pause.

Kampbilledet ændrede sig ikke meget efter pausen, omend Næstved kom blæsende ud til anden halvleg i det første minut, hvor de efter et par hurtige kombinationer kom frem til en afslutning på kanten af NFC-feltet.

Karakteristisk for Næstveds foreløbige kamp blev afslutningen dog blokeret, og så gik det hurtigt den anden vej, hvor både Holten og Gehrt bød sig til foran mål.

Efter en lille time kom kampens foreløbigt største chance, da Nykøbing FC blev tilkendt et hjørnespark. Dødbolden blev slået i det lille felt, hvor bolden hoppede og dansede op på overliggeren inden, at den gik i spil igen.

Dødbolden blev det sidste rigtig store NFC-chance, da kampen i de sidste 20 minutter i endnu højere grad blev præget af hård fight og mange dødbolde. Det blev da også til mange NFC-hjørnespark, hvor det var lige ved og næsten, men ind ville bolden bare ikke denne søndag eftermiddag.

10 minutter før tid fik Næstved så held med en af de mange omstillinger, som de havde forsøgt sig med kampen igennem og til tider vist tænder omkring.

Indskiftede Ahmas Hassan befandt sig pludselig alene igennem efter en bold i dybden, og han kunne lobbe bolden over en fremadstormende Sebastian Olsen i målet. Kaptajn Pleidrup var tæt på at kunne cleare forsøget på stregen, men ind gik bolden desværre.

Dermed skulle der satses stort i slutfasen, og det blev da også til en sand Nykøbing FC-belejring af Næstveds felt i de sidste 10 minutter.

Igen forblev det dog lige ved og næsten med en del forsøg udenfor feltet og gode indlæg, der sværmede om Næstved-målmandens lille felt.

På trods af massiv og flot opbakning af omkring 125 NFC-fans på udebaneafsnittet måtte Nykøbing FC derfor sande det første nederlag siden 21. oktober.

Næstved – Nykøbing FC

ProfaGroup Park, 13:45, 18. November.

NordicBet Ligaen, 18. runde.

Nykøbing FC (4-3-3) Sebastian Olsen, Kasper Jensen, Gustav Kjeldsen, Mathias Tauber, Lars Pleidrup, Jordan Wilson, Søren Christensen, Mads Kaalund (84. Martin Svensson), Mathias Gehrt, Chris Thorsheim (69. Joachim Wagner), Emil Holten (75. Mikkel Dahl).