Nykøbing FC har med stor glæde budt Skanlux Group velkommen som en del af investorkredsen i forbindelse med den aktieemission, som klubben tidligere på ugen offentliggjorde har rundet fem millioner kroner.
Skanlux Group, der er en stor og etableret aktør i det lokale erhvervsliv, står for en væsentlig del af de fem mio. kr. som der tidligere på ugen blev meldt ud var blevet investeret i Nykøbing FC.
Investeringen vækker naturligvis glæde i Nykøbing FC. Bestyrelsesformand Rasmus Nagel udtaler.
– Der er ingen tvivl om, at vi står midt i en utrolig spændende tid for Nykøbing FC, og Skanlux’ investering i projektet er også et vidnesbyrd herom. Vi har lagt en ambitiøs og langsigtet plan for klubbens fremtid, og vi er enormt glæde og stolte over, at en stærk og lokal virksomhed som Skanlux Group ligesom os selv tror på projektet og vælger at investere på det niveau, de gør, udtaler bestyrelsesformand i Nykøbing FC, Rasmus Nagel, og fortsætter.
– Med de fem millioner kroner er vi nået et godt stykke af vejen imod de 10 mio.,- kr. vi har som målsætning, og at Skanlux Group står for en væsentlig del af det beløb, giver os både momentum og et stærkt signal om, at der er opbakning bag projektet. Deres investering er ikke blot økonomisk vigtig – den er også et klokkeklart udtryk for, at lokale kræfter tror på, at vi kan lykkes. Det betyder alt for en klub som vores.
Hos Skanlux Group ser man investeringen som en naturlig forlængelse af virksomhedens lokale engagement. CFO Daniel Høgh Zacher Kirkegaard peger på, at det først og fremmest er den tydelige strategi, der har vakt interessen:
– Vi har valgt at investere i Nykøbing FC, fordi vi ser en klub med en klar og gennemarbejdet strategi for fremtiden, som vi i Skanlux Group tror helhjertet på. Der er ikke tale om tilfældigheder, men om et langsigtet og seriøst projekt.
Skanlux Group har hovedsæde i Nykøbing og er en væsentlig spiller i det lokale erhvervsliv. Derfor mener Daniel Høgh Zacher Kirkegaard også, at opbakningen til Nykøbing FC er helt naturlig:
– Når man er en stor lokal virksomhed, har man også et medansvar for det miljø og fællesskab, man er en del af. Det er i alles interesse, at Nykøbing FC lykkes med de ambitiøse planer, for det vil komme hele lokalsamfundet til gavn – ikke mindst de mange børn og unge, som klubben er med til at samle og udvikle. Vi tror på, at succes skabes sammen, og at det brede lokale erhvervsliv er en afgørende del af ligningen.
Han slår også fast, at Skanlux Group ikke er en investor, der kommer med hurtige penge:
– Vi er ikke “pengemænd”, der kommer udefra med kortsigtede mål. Vi bakker op om klubbens strategi og ønsker at være med til at understøtte et bæredygtigt og langsigtet projekt. Det er der, vi tror, der kan skabes ægte forandring og resultater.
Med opbakningen fra Skanlux Group og øvrige investorer står Nykøbing FC nu endnu stærkere i arbejdet med at realisere visionerne frem mod 2030. Målet er klart: At skabe en bæredygtig klub, der både sportsligt, økonomisk og organisatorisk kan tage nye skridt – med hele lokalområdet i ryggen.
#SuccesSkabesSammen











