Søndag er det ni dage siden, at Nykøbing FC har været i kamp, og den tid er ifølge Emilio Simonsen brugt til at tanke energi og få taktiske elementer på plads.
Tre kampe på seks dage var på menuen for Nykøbing FC tidligere på måneden, og selvom spillerne er i fremragende fysisk forfatning, så er det ikke hverdagskost for en fodboldspiller.
Kamppausen på ni dage siden sidste kamp er derfor blevet brugt fornuftigt i NFC-lejren.
– Efter kampen mod Skive kunne man da godt mærke, at benene var en smule tungere end normalt, så det har været fint at få en ’normal’ træningsuge uden en midtugekamp, fortæller Emilio inden, at han fortsætter.
– Vi har fået ladet batterierne op, så vi føler os fuldstændig klar til den her store kamp for os og fansene. Der har også været tid til at få trænet en masse taktiske ting, som vi føler, at vi har skulle have bedre styr på. Alt i alt synes jeg virkelig, at den her træningsuge har været god.
Kan mærke betydningen af opgøret
Emilio Simonsen spillede også i marts mod Næstved, hvorfor han fik en forsmag på det arvefjendeopgør, der søndag eftermiddag venter i CM Arena. Kampen i marts var helt uden tilskuere, men nu glæder Emilio sig til at mærke fansenes gejst omkring kampen om Storstrømmen.
– Mod Kolding var det fantastisk at høre fansene og især Nordkurven oppe i det ene hjørne. Det var fedt at kunne løbe ud til dem og juble, da jeg scorede, og det håber jeg virkelig at kunne gøre igen i morgen.
– Selvom vi kun var omkring 500 mod Kolding, synes jeg, at stemningen var god. Jeg glæder mig til at mærke fansene endnu mere, når vi møder Næstved, og de kan roligt regne med, at os inde på banen vil gøre alt for at vinde for dem og alle, der brænder for Nykøbing FC. Alle i truppen er klar over, at kampene mod Næstved betyder noget ekstra, slutter Emilio.
Der er kampstart i morgen kl. 13:00 i CM Arena.