Nykøbing FC fortsatte de gode takter, da det i dag blev til en sikker 1-3-sejr over HIK i årets anden testkamp.
Kursen blev lørdag morgen sat mod Gentofte Stadion, hvor 2. divisionsholdet HIK ventede i årets anden testkamp.
Jannich Storch, Elias Gärtig og Willads Delvin sad alle over sammen med langtidsskadede Sebastian Nørløv og Benjamin Lauridsen, men derudover var der fuld plade på NFC-truppen i Gentofte.
Der var da også før kampen varslet masser af udskiftninger og gode minutter til alle kampklare spillere.
Nykøbing FC satte sig fra kampens start på opgøret, og der gik ikke mange minutter før, at der stod 0-2 på måltavlen til Claus Jensens drenge.
Efter fem minutter mod Luca Kjerrumgaard bolden centralt, hvorefter han flot vendte med bolden og sendte Ole Jakobsen igennem i venstresiden. Ole tog et godt træk ind i banen og så klappede han resolut bolden op i det korte hjørne til 0-1.
Fem minutter senere fik Luca Kjerrumgaard også selv sit navn på måltavlen, da han udnyttede et godt slået hjørnespark af Lars Pleidrup. Kjerrumgaard havde ingen problemer med at holde sin oppasser væk ved bagerste stang, hvorfra han heade bolden i netmaskerne til 0-2.
Der stod i det hele taget Nykøbing FC på det hele i første halvleg, og flere havde bud efter en udbygning af føringen før pausen.
Valon Ljuti forsøgte sig fra kanten af feltet efter en serie af flotte NFC-kombinationer, men målmanden reddede fint til hjørnespark.
Efter 24 minutter var Luca Kjerrumgaard tæt på at fordoble sin måltotal for dagen på hovedstød efter et godt oplæg af Ole Jakobsen. Denne gang manglede den sidste skarphed dog.
Fem minutter senere forsøgte Kjerrumgaard sig med fødderne, men hans forsøg fra kanten af feltet sneg sig snært forbi den ene stolpe.
Både Valon Ljuti, Milas Schwensen og Luca Kjerrumgaard havde mindre chancer kort før pausen, men forblev 0-2 ved pausefløjt.
Marcus Backmann blev planmæssigt udskiftet efter en halv time, imens de resterende 10 spillere alle blev skiftet ud i pausen.
Det var derfor et friskt NFC-mandskab, der lagde fra land i de første 45 minutter, hvor HIK dog kom en anelse bedre med i opgøret, der til tider blev mere rodet.
Både Emeka Nnamani og Lucas Nyman havde tilbud i det første kvarter af anden halvleg, men Nymans forsøg sneg sig forbi mål og Nnamani måtte se sit forsøg afvist af en god fodparade tæt under mål.
Efter 61 minutter fik Emilio Simonsen en stor chance, da han blev spillet blankt igennem i venstresiden. Igen hev HIK-målmanden dog en god redning ud af ærmet.
I stedet fik hjemmeholdet reduceret på straffespark efter, at Jeppe Rasmussen ellers havde nappet forsøget i første omgang. Returbolden dumpede ud til skytten, der derfor kunne heade reduceringen i nettet til 1-2.
NFC tog herefter mere over igen, og især Emeka Nnamani havde budt efter en 1-3-scoring. En fræk hælafslutning tæt under mål blev dog pillet af målmanden, imens et forsøg fra en spids vinkel også blev snuppet.
I midten af anden halvleg fik Simon Madsen comeback, da han erstattede Junes El-Sayed, imens også Frederik Baltzer fik minutter, da han kom på banen for Lucas Nyman.
Med 10 minutter igen faldt kampens afgørelse, da Nykøbing FC langt om længe fik prikket bolden over stregen igen.
Oliver Baltzer strøg over højrekanten, hvorfra han via et godt cutback fandt Emilio Simonsen, som ikke havde problemer med at sætte indersiden på og gøre det til 1-3.
Det blev ikke til flere mål, hvorfor Nykøbing FC snuppede årets anden testsejr ud af lige så mange forsøg.
HIK – Nykøbing FC
21.01.23 Kl. 11:30 på Gentofte Stadion
Træningskamp
1-3 (0-2)
0-1, Ole Jakobsen (5 min)
0-2, Luca Kjerrumgaard (10 min)
1-2, Ukendt (65 min)
1-3, Emilio Simonsen (81 min)
Nykøbing FC: Morten Bank (45. Jeppe Rasmussen), Thor Høholt (45. Jacob Blach), Marcus Backmann (30. Kasper Jensen), Noah Huge Larsen (45. Oscar Fuglsang), Lars Pleidrup ( 45.Junes El-Sayed – 75. Simon Madsen), Valon Ljuti (45. Mads Carlson), Victor Christiansson (45. Lucas Nyman – 80. Frederik Baltzer)), Milas Schwensen (45. Emilio Simonsen), Ole Jakobsen (45. Ahmed Hassan), Mathias Gehrt (45. Emeka Nnamani), Luca Kjerrumgaard (45. Oliver Baltzer.)