Seneste nyt

Sen Ishøj-kasse i 2-1-nederlag

af

Nykøbing FC spillede en flot første halvleg, men lige lidt hjalp det, da men efter en sen Ishøj-scoring led et 2-1-nederlag.

Lørdag formiddag drog NFC-bussen nord på til en udekamp mod Ishøj.

Kampen var den første efter, at nedrykningen til 3. division blev en kendsgerning, men hvis der skulle sidde nogen form for skuffelse i kroppen på NFC-spillerne, så var det ikke til at se. Heller ikke selvom, at dagens kamp i allersidste ende endte med et nederlag.

Nykøbing FC kom nemlig fremraegende fra land og sad tungt på udekampen i Ishøj.

Efter 10 minutter sendte Oliver Basse det første varselsskud afsted fra kanten af feltet, men afslutningen gik desværre forbi mål.

Benjamin Kold startede igen på kanten, og her spillede han på ny en flot kamp, hvor han var en evig trussel for værterne. Efter 20 minutter blev han retvendt mod Ishøj-målet, tog et par gode træk og trykkede af. Afslutningen gik desværre over mål.

Efter 29 minutter fik NFC dog fuldt fortjent bragt sig i front. Benjamin Kold brændte en god mulighed i Ishøj-feltet, men Mikkel Dahl var heldigvis først over kuglen. Angriberen hamrede resolut bolden i kassen til en 0-1-føring.

Kort før pausen kunne det ovenikøbet være blevet 0-2 til NFC, men Emmanuel Ogude missede en god mulighed efter ellers fornemt forarbejde af Magnus Bøttker og Mikkel Dahl.

Ishøj havde ikke meget at byde på rent offensivt i første halvleg, men alligevel fik de i dommerens tillægstid udlignet til 1-1. Værterne fik sat spillet omkring NFC’s felt, og så endte bolden efter flere indlæg ved bagerste stang, hvor Matin Al Atlasse kunne pande bolden i nettet til 1-1.

Den stilling holdt til dommerens pausefløjt.

I anden halvleg kom Ishøj langt bedre med i kampen, og de satte sig på opgøret.

Marco Brylov måtte både efter 55 og 60 minutter finde store redninger frem.

En sådan en fandt Brylov også frem efter 86 minutter, men Ishøj pressede på i slutfasen, og holdt speederen trykket i bund omkring NFC-feltet. Endnu engang blev bolden sendt til bagerste stang, og denne gang viste Carl Cordua stor målnæse, da han kom først på bolden og kunne prikke bolden i nettet til en sen 2-1-scoring.

Nykøbing FC trykkede på i de døende minutter, men den helt store chance kom aldrig, hvorfor Mikkel Thygesens tropper måtte sande et snævert 2-1-nederlag.

Næste opgave for NFC er på fredag, hvor HIK gæster Lollands Bank Park.

Ishøj IF – Nykøbing FC

17.05.25 Kl. 13:00 ved Ishøj Idræts & Fritidscenter.

2. Division, 28. spillerunde.

2-1 (1-1)

0-1, Mikkel Dahl (29 min)

1-1, Matin Al Atlassi (45 min)

2-1, Carl Cordua (86 min)

Nykøbing FC: Marco Brylov, Oliver Svendsen, Oscar Gärtig, Peter Ullum, Villads Mølgaard (69. Laurits Jensen), Mikkel Basse, Oliver Basse (90+ Magnus Nykjær), Mikkel Dahl (85. Milas Frederiksen), Magnus Bøttker (69. Lucas Nyman), Benjamin Kold (69. William Lohse), Emmanuel Ogude.