Nykøbing FC slog Lyngby med 1-0 i deres generalprøve forud for Superliga-start. Kampen blev afblæst efter 80 minutter på grund af tordenvejr.
Tirsdag eftermiddag gæstede Nykøbing FC Superliga-mandskabet fra Lyngby. Lyngby har forårspremiere på mandag, hvorfor det var en tændt modstander, der ventede på modsatte banehalvdel.
Lyngby startede kampen med blandt andre André Riel, Rezan Corlu, Frederik Winther og ikke mindst Magnus Warming på banen, men det var NFC, der dominerede fra start af.
Inden for de første fem minutter havde NFC haft et par gode tilbud, da Thorsheim kom over højresiden og var tæt på at finde medspillere fri foran mål. Blokerede afslutninger og lidt uskarpe afleveringer forhindrede dog et tidligt føringsmål.
Lyngby var ikke ufarlige og efter et lille kvarter kom en gammel kending i fokus. Magnus Warming gled karakteristisk op ad højrekanten, hvorefter han lagde bolden på tværs på kanten af feltet. Lyngby-afslutningen sneg dog snært forbi stolpen.
Minuttet efter kom kampens første scoring dog, og den tilfaldt NFC. Mathias Gehrt blev væltet omkuld i Lyngby-feltet efter en serie af gode kombinationer, og så kunne Mikkel Dahl på stensikker vis sparke forsøget fra pletten op i nettaget til 1-0.
Få minutter senere var det tæt på 2-0 til NFC, da Emilio Simonsen blev spillet retvendt og snød en Lyngby-forsvarsspiller med en skudfinte. Hans efterfølgende afslutning sneg sig dog forbi den ene stolpe.
Efter 25 minutter var Lyngby-lejesvenden igen på spil, da han tryllede på mållinjen og iscenesatte Chris Thorsheim på kanten af værternes felt. Amerikanerens tog sigte mod det lange hjørne, men til stor ærgrelse for et flot opbud af NFC-sympatisører, strøg bolden forbi sammenføjningen.
Lyngby bed efter en halv time fra sig, da Andre Riel forsøgte sig fra kanten af feltet. Bolden tog dog oversiden af overliggeren.
I stedet for en lettere ufortjent udligning, var NFC af et par omgange tæt på 2-0. Pleidrup og Dahl havde de største tilbud, men det forblev lige ved og næsten.
Lige ved og næsten blev det også sekunder før dommerens pausefløjt, da Emilio Simonsen forsøgte sig fra en spids vinkel, men blev afvist af en god fodparade af Frederik Schram i målet.
Dermed kunne Nykøbing FC fortjent gå til pause med en 1-0-føring.
I pausen skiftede Lyngby alle 11 mand, og opstillingen begyndte nu at ligne det mandskab, der på mandag skal besøge FC Midtjylland i forårets første Superliga-runde.
Kampen blev spillet på Bane 1 ved siden af Lyngby Stadion, og det betød, at der for første gang i år blev spillet på græs. Banen var for årstiden ganske fin, men i anden halvleg blev den for begge mandskaber en vanskelig opgave.
Lige lidt hjalp det, at skyerne trak sammen og regnen begyndte at vælte ned over Lyngbys anlæg.
Ikke desto mindre kom Lyngby bedst ud til anden halvleg. Allerede ét minut inde i 2. halvleg kom de til en fornuftig mulighed, da bolden blev chippet til bagerste stang, hvorefter afslutningen blev rettet af til et hjørnespark.
Lyngby kom ud til de sidste 45 minutter med stor energi, men langsomt åd NFC sig ind i kampen igen, og hjemmeholdet havde svært ved at tilspille sig større chancer.
Kampens næste store chance kom derimod til NFC, da Gustav Kjeldsen efter et frispark lagde bolden til rette for anfører Lars Pleidrup. Anførerens afslutning sad dog lige på Thomas Mikkelsen i Lyngby-målet.
Efter en god time begyndte også Nykøbing FC at skifte ud. Mathias Kristensen erstattede Dahl, Nikolaj Bonde kom på banen i stedet for Mads Carlson og endelig kom Mathias Thrane ind i stedet for Lars Pleidrup.
I sekvensen lige efter udskiftningerne var det tæt på at blive 2-0, da Kjeldsen dukkede op ved bagerste stang efter et skarpt indlæg. En lang Lyngby-tå forhindrede dog en scoring af den i øvrigt velspillende midterforsvarer.
Med en lille halv time igen var det dog Lyngby, der tog mere og mere over. ’De Kongeblå’ var mest på bolden, men en skarp NFC-defensiv optrævlede gang på gang Lyngbys offensive tilnærmelser.
Med et kvarter igen kom Andreas Falster og Jacob Blach på banen i stedet for Jordan Wilson og Simon Schultz, men det var ikke meget, de nåede at se til den efterhånden mudrede grønsvær.
Efter 80 minutter lød der nemlig et stort tordenbrag, og dommeren fløjtede kampen af. Efter en hurtig rådslagning holdene imellem, blev parterne enige om, at kampen blev afblæst.
Dermed snuppede Nykøbing FC en 1-0-sejr efter en kamp, der dog desværre blot kom til at vare 80 minutter.
Lyngby BK – Nykøbing FC
Træningskamp, 11.02.20
0-1 (0-1)
0-1, Mikkel Dahl, Straffespark (16 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Gustav Kjeldsen, Jordan Wilson (75. Jacob Blach), Simon Schultz (75. Andreas Falster), Mads Carlson (63. Nikolaj Bonde), Mathias Gehrt, Emilio Simonsen, Lars Pleidrup (63. Mathias Thrane), Chris Thorsheim, Mikkel Dahl (63. Mathias Kristensen).