
Superliga-nedrykkerne fra FC Helsingør blev søndag eftermiddag besejret med 2-1 efter en forrygende 2. halvleg.
Efter uafgjort i sidste weekend og et pokalexit i midtugen, gik turen søndag eftermiddag til Nordsjælland, hvor FC Helsingør ventede.
Kampen startede på Nykøbing FC’s præmisser, og de første 10-15 minutter foregik nærmest udelukkende på hjemmeholdets banehalvdel.
Efter syv minutter kombinerede vi os igennem i venstresiden, og Mathias Gehrt kom helt til mållinjen. Marginaler gjorde dog, at det i stedet for en stor chance foran mål blev til et hjørnespark.
Nykøbing FC var ikke færdige med at være farlige i sekvensen. Lars Pleidrup lurede udenfor feltet, og han opsnappede en løs bold, hvorefter han tog chancen med en hård samt flad afslutning. Mikkel Bruhn i hjemmeholdets mål reddede dog forsøget.
Efter et kvarter vågnede hjemmeholdet dog op. Til at starte med forsøgte de sig med langskud, der langsomt nærmede sig målet i takt med, at forsøgene blev flere, men efter 22 minutter kom føringsmålet.
Et hjørnespark blev slået i bagerste område, hvor Pascal Gregor headede mod den fjerne krog. Afslutningen fik akkurat nok til, at en strakt Emil Holten ikke kunne nå op og snitte bolden over mål, hvorfor den pludselig stod 1-0 efter en ellers god NFC-åbning
Efter målet satte værterne sig på opgøret, men heldigvis for Nykøbing FC var Sebastian Olsen vågen i et par situationer, der krævede storspil fra ham.
Kort før pausen måtte også træværket tages til hjælp, da Anders Holst trak ind fra venstre og tog chancen mod det lange hjørne. Bolden så ud til at suse helt op i hjørnet, men tog i stedet overliggeren.
Det blev derfor ikke til flere mål i første halvleg, hvorfor hjemmeholdet kunne gå til pause med en 1-0-føring.
I anden halvleg kom Nykøbing FC flyvende ud med en hel anden gejst, end det havde været tilfældet i første halvleg.
Mads Kaalund var første mand med en afslutning, da han fra kanten af feltet trykkede fladt af. Afslutningen blev dog blokeret tæt under mål.
Chancen var dog en forvarsel på, hvad der ventede i anden halvleg og få minutter senere kom udligningen da også. Søren Christensen slog en diagonal mod Lars Pleidrup, der trak ind i feltet, snød en mand og stensikkert placerede bolden i nettet til 1-1.
FC Helsingør virkede chokerede over den gode NFC-start på anden halvleg, og i de følgende 15-20 minutter sad Jens Olsens mandskab tungt på kampen. Mads Kaalund og Sigurd Schøndorf havde fornuftige forsøg, men det var Lars Pleidrup, der kort tid efter igen tegnede sig for en stor mulighed.
Venstrebacken blev iscenesat af Mathias Gehrt, hvorefter han satte sin direkte oppasser og forsøgte sig med en vaskeægte tåhyler. Helsingørs målmand Mikkel Bruhn fik dog akkurat fingrene på, hvorfor han fik prikket bolden på stolpen og forhindrede Pleidrup i at blive dobbelt målscorer.
Med 20 minutter igen kom Nykøbing FC i front, da Chris Thorsheim tog en forrygende tur op ad højrekanten og sparkede bolden i nettet ved forreste stang.
Dermed havde Nykøbing FC fuldstændig vendt kampen på hovedet, og det virkede til endelig at vække hjemmeholdet igen.
I det sidste kvarter var det således trængsstider for Nykøbing FC, men de helt store chancer blev det ikke til, hvorfor Sigurd Schøndorf i stedet var tæt på at lukke og slukke kampen med et lob.
Kort efter fløjtede dommeren af, og Nykøbing FC kunne derfor notere tre flotte point mod Superliga-nedrykkerne.
FC Helsingør – Nykøbing FC
14.10.18 Kl. 13:45.
Helsingør Idrætspark.
1-0, Pascal Gregor (22 min)
1-1, Lars Pleidrup (49 min)
1-2, Chris Thorsheim (70)
Nykøbing FC (4-3-3) Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Gustav Kjeldsen, Jordan Wilson,Lars Pleidrup, Mads Kaalund, Nicolai Dohn, Søren Christensen, Joachim Wagner, Mathias Gehrt, Emil Holten (42. Sigurd Schøndorf).